På legepladsen.

[Bartholomew]

Beatrice var trasket ud af selve hospitalet og var trasket hen til legepladsen. Hun vidste her var gynger og havde pludseligt fået sådan en lyst til at sidde derpå og føle sig lille igen.
Beatrice betragtede den rimeligt lille legeplads. Der var ikke så meget at lave her, men i det hun fik øje på gyngerne lyste hun op i et hurtigt smil og skyndte sig at traske hen til dem, hun sørgede dog for at bukserne ikke faldt ned i farten.
Da hun nåede gyngen dumpede hun straks ned at sidde på den og skubebde den igang med fødderne. Først virkede det utroligt kedeligt for hende, men som hun kom længere og længere op begyndte hun at smile mere og mere. Det vil sige, lige indtil hun fik kvalme og, frebrilsk, stoppede gyngen.
Beatrice lagde, forsigtigt, en hånd på min mave og vippede nu bare, frem og tilbage med gyngen i stedet for at gynge helt på den, imens hun betragtede legepladsen omkring hende.

[Nicklas]

Nicklas taskede afsted hen ad gaden. Søren, Nicklas' 'barmhjerige kontaktperson', havde givet ham lov at gå ud i aften, bare han holdt sig væk fra idrætsanlægget. Du er fin, som du er nu Nicklas, plejede han at forklare ham, når Nicklas så sig i spejlet: Den tynde talje og stikkelsbær arme. Pff.. Men jo, Nicklas holdt løftet, Søren ville nok finde ud af det uanset hvad, desuden havde de nok lukket nu.
Et skarpt sving til venstre, og grus begyndte at knase under hans sko - Sportssko selvfølgelig, det passede til den posede jakke og T-shirt, og trænningsbukserne. Nicklas så op, og opdagede han befandt sig på en legeplads. Her var mørkt, og gjorde stedet skummelt. Om dagen var her børn der grinede, men om aftenen, ikke andet end de døde der gyngede.. Kniirk lød det overfra gyngerne, og han så sig nervøst over skulderen.

[Bartholomew]

Beatrice, eller Bartholomew som hun kunne lide at kalde sig, vippede videre frem og tilbage på gyngen. Hun stirrede rundt omkring i mørket, der kun blev oplyst af et par gadelygter her og der og følte pludseligt et lille stik at urolighed røre på sig, nede i maven. Hun var en smule bange.
,,Måske.. Måske var det ikke en helt så god idé at gå herud" Mumlede hun til sig selv og så rundt omkring på leggepladsen med et lettere uroligt blik i sine øjne Selvfølgelig var det ikke en god idé.. Ved du hvad der befinder si.. OMG!, hvad var det?! Beatrice vendte sig hurtigt imod lyden af grus der knasede udner en eller andens fødder Der er en der følger efter dig sagde en stemme i hendes hoved; ,,Hvem er det?!" Spurgte hun og trak begge ben op til sig, som om at hvish un trådte ned på jorden ville hun få forgiftning. Hun følte sig bare trykkere når hun sad kryllet ind i sig selv, det fik hende til at føle sig i et lukket sted hvor ingen kunne røre hende.

[Nicklas]

Lettet lod Nicklas de anspændte skuldre falde lidt ned. Det var jo ikke andet end et pigebarn, der havde forvildet sig herud, ligesom ham selv. "Nicklas" Svarede han hende, og fik øje på hendes lille skikkelse i mørket. "Du lød sgu bange?" Bemærkede han og lagde armene over kors - Det havde han da slet ikke været, det havde ikke taget ham mere end et par sekunder, at bilde sig selv det ind.
Han gik videre igennem det knasende grus og satte sig på gyngen ved siden af, som slet ikke var beregnet til store mennesker, som ham.

[Bartholomew]

Beatrice var faktisk overrasket over at hun faktisk blev svaret. Hun kunne have svoret at det bare var hendes fantasi der spillede hendes et puds.
Hun bemærkede pludseligt at hun var stoppet med at trække vejrt og tog en dyb indånding før hun gentog fyrens navn; ,,Nick-las" mumlede hun og så ned. I et stukke tid sad hun bare og smagte på navnet før hun så åbnede munden; ,,.. Bartholomew" Præsenterede hun sig selv hurtigt og trak på sine skuldre.
Hun svarede ikke straks på hans 'du lød squ bange' men skuttede sig først en smule da han satte sig på gyngen ved siden af sig; ,,Jatak.. Det er ikke hver dag jeg for hjerteanfald af en der kommer snigende hen af grusstien.. Gu' var jeg bange.." Mumlede Beatrice og skævede hen i retningen af Nicklas; ,,.. Det var du måske ikke?" Spurgte hun så og hævede sine buskede øjenbryn.

[Nicklas]

Nicklas skubbede sig lidt frem og tilbage på gyngen, og lænkerne der holdt bildækket oppe, knirkede faretruende. "Bartholo-hvad? Kunne jeg ikke bare sig Bart, du ved som ham i The Simpsons.." Nicklas så på pigen ved siden af ham. Hun så træt ud, med de poser under øjnene, og den høstak på hendes hoved. Var hun mon lige stået op?
"No way" Svarede Nicklas og rystede på hovedet. "Bange for.. dig?" Nicklas fniste, og pustede tanken væk. Vel havde han ej været bange, mere tænksom ville han kalde det.

[Bartholomew]

Beatrice kunne ikke lade være med at smile overh ans kommentar til hendes kælenavn og nikkede ,,Tjoo.. Det kan vi vel godt sige du kan.." Svarede hun så halvt smilende og hævede sin hånd for at gnubbe sin næseryg.
Hendes ben gled tilbage ned på jorden, nu kunne hun være en smule mere rolig, selvom man aldrig rigtigt kunne stole på andre, andre du ikke kendte.
,,No way?" Beatrice kunne ikke lade være med at smile. Lidt engelsk.. Hun savnede England.
,,Og havd nu hvis jeg var masse morder?.. Ville du så være bange for mig?" Spurgte Beatrice og så på ham med hævede øjenbryn. Selvfølgelig var hun ikke masse morder, hun kunne ikke finde på at gøre en flue fortræd. Det var bare et for sjovt spørgsmål.

[Nicklas]

"Hvis du havde været en massemorder.." Nicklas overvejede svaret. Mente hun ikke at han kunne klare hende, han havde jo også været noget ude af sit træningsprogram her på det sidste - Det var også Søren 'Sukkersød's skyld. Overbelaste sin krop, sikke noget vås. Men de kunne ikke standse ham i at tage mavebøjninger og armbøjner, helst flere gange om dagen, men selvfølgelig ikke når personalet var i nærheden.
Nicklas gnubbede sin isse, og svarede: "Jeg tror ikke der findes så mange massemodere. Det er ikke rigtig noget for.. piger.."

[Bartholomew]

Beatrice vendtede på svar da han startede, men der kom ikke rigtigt noget i et stykke tid så hun forholdte sig stille, og stirrede ned på det trampede græs under hende. Stakkels græs.. Det var også levende, men det eneste det blev var trådt på hele sit liv. Nogle gange følte Beatrice sig som græs, hun følte sig virkeligt nogle gange så trådt på.
Alle hader dig, det er derfor de træder på dig, Beatrice Mumlede en stemme i hendes hoved og hun skulle lige til at svarer højlydt igen, men blev heldigvist stoppet da Nicklas svarede.
,,Ikke noget for piger?" Spurgte hun og smilte kort ,,Du har en pointe der.. Men jeg kunne godt finde på at dræbe nogle personer her i det her huld.." Mumlede hun og hævede begge sine øjenbryn. Hun hadede det her sted og ønskede nu egenligt bare at komme hjem igen.. Men det var umuligt at komme hjem - Beatrice forstod stadig ikke havd hun lavede her, efter hendes mening var hun ikke syg og havde aldrig været syg!

[Nicklas]

"Alle har det sgu på den måde, en gang imellem" Svarede Nicklas kort Bart, og så rundt på legepladsen. udover gynger var der også en rutsjebane, en sandkasse og nogle bænke. "Har du været længe på hospitalet?" Spurgte Nicklas så, og trak gyngen tilbage, for at sætte den igang, som et Bornholmer ur, frem og tilbage: Tik-tak, tik-tak.

[Bartholomew]

Beatrice nikkede og trak let ned i mundvigen ,,Det er der noget i.." Mumlede hun og strøg let den store høstak af hår hun havde på hovedet.
Hun stirrede lettere frastødt over på bygningen foran dem og slugte en lille klump før hun svarede ham ,,Jeg har været her nok!" Udbrød hun så og så hen imod ham ,,.. Jeg burde slet ikke være her.. " Hun fnøs kort og rystede kraftigt på hovedet ,,.. Aldrig.." Hun rystede fortsat på hovedet så hendes hår fløj til alle siderne ,,.. Men se!" Hun klaskede sine hænderne ned på sine lår ,,.. Jeg er her, wooow what a surprise.." Hun fnøs igen og tog så en dyb indånding for at falde ned igen.
,,Hvad uhm... hvad med dig?" Spurgte hun så, utroligt stille i forhold til hendes tone før.

[Nicklas]

"Som dig, længe nok. Det var sgu af ren misundelse de efterlod mig her, fordi de selv er for dovne til at dyrke sport" Nicklas rystede på hovedet, og lo så. En dyb latter, der kom helt ned fra maven, og lød, som en mellemting af Julemanden og en boremaskine.
"Vi kunne sgu starte en modstansgruppe! Det kunne være sejt.." Nicklas blev stille. Nu skulle det hele arbejdes igennem, det var ikke en dårlig ide - Hvis ikke det var fordi, at Søren havde sagt at Nicklas ikke måtte være for sent hjemme .. XD

[Bartholomew]

,,Mennesker er idioter.. De tror at de beskytter dig men så tager de egenligt en af de meget få ting som for dig til at have det godt.. Idioter" Mumlede Beatrice og fnøs kort ,,.. Jeg hader dem alle.." Hun savnede dagende i skolen med 'gruppen' det havde hendes forældre taget fra hende ved at sende hende hertil. Og ikke kun var hun på stoffer, nej nej.. Nu havde de også opfundet en ny sygdom til hende.. Skiz- et eller andet... Hun nægtede at tro på dem, de løg, bare så de kunne beholde hende her.
Hun stirrede på ham da han lo og smilte så kort. Han latter var sjov, syntes hun, den mindede en smule om julemanden.
,,Jaaaeh.. Det kunne det jo egenligt godt være" Lo hun og nikkede let.

[Nicklas]

"Mennesker? Du lyde,r som om du kommer fra Mars eller sådan noget" Bemærkede Nicklas, og lo endnu engang sin Julemands latter. Ikke fordi at Nicklas troede at der var nogen derude i mørket, det var i hvert fald svært at forestille sig, der var bare tomt - altså bortset fra stjernerne.
"Så kunne vi kalde den.. " Nicklas gumlede lidt på sin læbe. Gruppen imod hospitaler? Nej, det var for nemt og slet ikke fantasifuldt nok. "Eller måske skulle vi lade hver, maden er trods alt fint - og så skal man ikke betale husleje!"

[Bartholomew]

,,Måske kommer jeg virkeligt fra Mars?.. Du kan aldrig vide" Svarede hun smilende og lo kort, egenligt ikke over sin kommentar men over hans latter. Den var sød, syntes hun.
Beatrice rynkede på sine bryn og rynkede på brynet ,,Jeg er så skide ligeglad med alle de ting... Jeg gider ikke alt den nusse pusse de laver omkring mig... De går mig på nerverne" Brummede hun og rystede kort på hovedet.