Ved et bord i hjørnet af kantinen

[Nicklas]

Emma var væk, inden Nicklas kunne nå at sige noget. Han blev siddende med skulderen lænet imod ryglænet, og så efter hende – Diskret selvfølgelig. Ikke fordi han burde skjule det, nej nej, for det var en ganske normal opførsel, at se efter nogen man kendte så godt. Nicklas så, at hans cornflakes var blevet blødere, og han endte med at skubbe skålen væk. De kunne også blive for bløde, selvom han fortrak at de havde være en tur under mælken, og i stedet trak han tallerkenen med sneglen til sig. Ikke just den sundeste morgenmad, men hvis han nu tog noget mere vitaminfyldigt i morgen, ville det nok være i orden – Ville det ikke? Han brækkede et stykke af kanten, og så sig derefter over skulderen efter Emma.

[Emma]

Taget på fersk gerning, tænkte hun da hun, efter at have været gået et par skridt over mod det bord, hun sad ved før, så hvordan Nicklas vendte sig efter hende. Emma smilede i sin allermest udskyldige mine, men selvfølgelig med alverdens bagtanker, og kom snart helt over til ham. Hvis hun ikke havde haft begge hænder fyldt havde hun sikkert ladet fingrene glide gennem hans hår og kommenteret, hvor godt det klædte ham. ,,Hej igen, Nicklas," kvidrede hun og slog sig ned ved overfor ham - helt uden bagtanker, jada, hun skulle jo kunne nå den frugt der lå på hjørnebordet. Hun strak sig en smule, men kunne lige akkurat nå, og gled herefter tilbage igen på sin plads for at sende et hvidt smil til Nicklas. ,,Hvordan går det selv?" spurgte hun, inden hun greb den gulerod hun havde hentet tidligere og satte tænderne i den, imens blikket var fæstnet på Nicklas. Hun tænkte ikke over "signalet" lige først, men så snart det gik op for hende, hvordan hendes handlinger kunne fordrejes, måtte hun kvæle en hæs latter og flytte blikket ned på romsneglen på tallerkenen.

[Nicklas]

Nicklas smilede svagt og hævede hånden, som hilsen, da hun satte sig på stolen overfor. ”Jeg har det også helt fint,” svarede han hende og tvang – ligesom hende – blikket ned på kagen foran ham. Nicklas brækkede endnu et stykke af kanten, proppede det derefter i munden og tyggede langsomt. ”Det er sgu længe siden, hva’?” bemærkede han, da han havde tygget af munden. Han håbede på at få et dybere svar fra hendes side, efter ændringen i hendes opførsel. Hun var på et splitsekund blevet mere åben og snakkesalig. Nicklas hævede blikket igen og smilede til hende. At de ikke havde mere at tale om, betød måske at det var for længe siden. Det var bare en tanke - Nicklas’ analyse var rent gætværk. Her på stedet kunne han uden tvivl finde nogen, der var langt bedre til den slags.

[Emma]

,,Mmhgodt," svarede hun efter at have tygget af munden og vendte tålmodigt grøntsagen mellem fingrene, med et muntert smil på læberne. Hun lagde guleroden fra sig og studerede let det lille stykke wienerbrød på sin tallerken, inden hun hørte Nicklas sige noget igen. ,,Mmh," svarede hun langsomt og lod kort blikket hvile ved hans grågrønne øjne, inden hun fortsatte. ,,Jeg har også været hjemme i stort set alle ferier, og det er svært at være social når man pludselig går på gymnasium." Emma ville have været taget på en kunstnerisk efterskole efter grundskolen, men havde ikke fået lov, da hun jo havde "psykiske problemer". Det gjorde heller ikke noget, mente Emma, for de folk hun blev undervist sammen med, var meget søde og forstående, og der gik også en del andre på gymnasiet, der kom fra hospitalet. Gymnasiet lå lige ved siden af, så det var nok derfor.
,,Laver du andet end at være lukket inde her 24/7?" spurgte hun nysgerrigt og knækkede kanten af sin romsnegl af, for at putte den i munden. Sukret og kageagtigt.

[Nicklas]

”Gymnasium?” gentog han forbavset. Det var aldrig faldet ham ind, at Emma var i den alder, hvor man – i mange tilfælde – begyndte på gymnasium eller lignende. ”Det lyder sgu godt nok, at de kommer ud og få luft.” Nicklas smilede skævt, inden han fortsatte: ”Går det godt på gymnasiet eller er det et rent boghelvede?” Han lænede sig tilbage i stolen, for at lade wienerbrødet stå et øjeblik. Alt det sukker var en smule kvalmende i længden, og han mente at den er lidt for tør. Ligegyldigt, afbrød Nicklas sine egne tanker og fortsatte regnen af spørgsmål: ”Hvilken studieretning har du valgt?”
Nicklas trak på skuldrene, da hun spurgte hvad han lavede, udover at se en forfærdelig masse fjernsyn. Det var faldet ham ind, at lede efter et job, men han vil hellere vente til, at de kalder ham noget i nærheden af rask. ”Ikke så meget, desværre. Jeg overvejer bare, hvad jeg vil lave bagefter…”

[Emma]

Emma nikkede let og undrede sig et kort øjeblik over, hvorfor dét kom som sådan en overraskelse for ham. Så lille så hun da ikke ud, gjorde hun? Han vidste da også godt at hun var sytten, gjorde han ikke? ,,It is indeed," svarede hun kortfattet og gnubbede let sin ene arm, da det var en smule køligt i kantinen. Eller var det bare hende? Hun lukkede kort øjnene, dækkede mund og næse med sin lille håndflade og nøs forsigtigt, uden for meget kraft på. Herefter så hun op, snøftede let og smilede herefter undskyldende. ,,Ehm, nej, det går godt nok. Gymnasiedrenge..." Hun smilede bredt, som om ordet sagde sig selv, og lænede sig en smule ind over bordet for at flette fingeren om en af de gyldenbrune, krøllede hårlokker. ,,Sprog har altid været min stærke side, og så har jeg taget noget retorik og historie som valgfag... Jeg har også græsk," svarede hun. Hun havde ikke ældre søskende, men hendes forældre havde da forklaret hende lidt om det med gymnasiet. Hun vidste bare ikke helt, hvad hun lavede endnu.
Hun spiste noget mere af sin romsnegl og nikkede langsomt imens Nicklas forklarede, men sagde ikke noget lige med det samme... Det var jo uhøfligt at tale med mad i munden.

[Nicklas]

”Nådada,” lo Nicklas påtaget. ”Du lyder sgu som om du er voldsomt ombejlet – Men hvorfor skulle du ikke være det.” Han gnubbede lidt sin skylder, hvorefter han lod armene falde tungt ned i skødet. I stedet for at rette sig op i stolen, trak han tallerkenen nærmere. Nicklas brækkede endnu et stykke af, og fik fedtede fingre af glasuren, som han derefter tørrede skødesløst af i sine grå sweatpants. Det hele lød meget godt, og så vidt han huskede lå gymnasiet tæt på – Det var også godt.
”Masser af sprog.” kommenterede han, ”Og har du så nogen planer for, hvad vil du lave bagefter?” Nicklas forventede ikke, at hun havde nogen ide om det – Det havde han ikke, og havde aldrig haft den svageste anelse om, hvad han kunne lave.

[Emma]

Emma smilede bredt, da det lod til at Nicklas havde forstået pointen. Hans kommentar var smigrende, og havde hun ikke øvet sig i at lade være, var hun sikkert blevet helt rød om kinderne. ,,Præcis."
Hun drak noget af sin juice og nikkede på de rigtige tidspunkter, og kunne langsomt mærke hvordan hullet i maven begyndte at lukke sig. Det var en rar følelse, tænkte hun og sank. ,,Hmm, næh, ikke rigtigt. Måske noget business-woman-tjavs, men jeg vil helst udvikle en sangerkarriere." Maja havde sagt, hun ikke måtte komme til audition til X-factor, da hun troede at Emma ville blive for presset og derfor spise mindre. Hun troede også at blade som Ekstra Bladet ville finde alt muligt snavs om hende, hvilket ville gøre hende psykisk ustabil. Maja synes sikkert bare jeg synger dårligt... Hvad ved hun om det, himlede Emma med øjnene. Hun vidste, at hvis der næste år skulle afholdes audition på Fyn, ville Emma være der på en studs.
,,Hvordan klarer du dig økonomisk...?" spurgte hun, atter nysgerrigt, og lænede sig en smule mere indover bordet, så en smal - men dog tilstedeværende kavalergang kom til syne under den hvide top. Fingeren dansede stadigvæk rundt om hårtotten, og Emmas sweet-seventeen-smil blev stadig hængende.

[Nicklas]

”Jeg vidste ikke at du sang,” bemærkede Nicklas og tilføjede det til listen over ting, han ikke vidste om Emma. Det var efterhånden en ganske lang liste, men medmindre hun skulle nok i eftermiddag, havde han god til at gennemgå punkterne. ”Så går jeg ud fra, at du synger rimelig godt – Eller ville du sgu nok heller ikke udvikle andet end hovedpine.” Nicklas grinede fjoget, og var nu nået ind til sneglens fugtige midte. Han lyttede tallerkenen op til hovedet, og bed af sneglen, i stedet for at brække de fedtede kageklumper af.
”Er det noget, der er en chance for, at man kan få lov til at høre?” Han satsede ikke på at få et ja, men spurgte alligevel – Bare for at være på den sikre side. ”Måske ikke i dag, men en anden dag – Du lyder lidt snottet.”
Nicklas satte tallerkenen fra sig, da der ikke var mere end et par bider tilbage. Han rømmede sig hæst, da hun efterhånden blev mere og mere indbydende. Og med blik fæstnet imod hendes bluse (igen) fortsatte han: ”Heldigvis bruger jeg ikke så mange penge, og har to familier, der gerne hjælper til. Selvom det ikke ligefrem er kræft, siger de kloge mennesker jo, at jeg er syg.”

[Emma]

Hun klukkede let og lavede en affejende bevægelse med hånden, inden hun spiste noget mere af sin romsnegl. Hun svarede ikke, men fniste bare tøset videre, og skyllede biden ned med en tår juice. ,,Hmn, måske," mumlede hun og trak på skuldrene, imens hun lod blikket vandre hemmelighedsfuldt langs kanten af bordet, ,,men jeg tvivler. Og ja, jeg tror jeg har fanget mig en influenza eller sådan noget."
Da hun bemærkede Nicklas rømmen og hans blik, smilede hun diskret. For at skjule at hun havde opfattet hans gloen, skjulte hun sit smil bag håndryggen i et påtaget gab, inden hun langsomt lænede sig tilbage i stolen. Tænksomt hev hun fingeren ud af håret og spurgte; ,,to familier...?" inden hun strakte benene en smule under bordet, så de ved ”et tilfælde” kom til at røre siden af Nicklas' underben. ,,Undskyld," sagde hun hurtigt og trak foden en smule tøvende tilbage, efter at have ladet den lidt mere end strejfe ham, imens hun gjorde sig umage med ikke at møde hans blik, men bare smile uberørt.

[Nicklas]

”Fair nok,” svarede han, og lod både snakken om hendes talent og sygdom ligge. Hun behøvede ikke, at han fortalte hende, at te ville være godt for halsen, og han havde heller ikke tænkt sig at plage efter en sang. Nej, han blev bare siddende og betragtede… hende.
Nicklas nikkede bekræftende. ”Mine forældre er skilt og har begge fundet nye ægtefæller,” forklarede han, og rettede sig op i stolen, da hendes ben strejfede hans. Den pludselige berøring havde tvunget hans blik væk, og op på hendes ansigt igen. Jeg mumlede et lavmælt, at det ikke gjorde noget og flyttede rastløst armene op på bordet. Alt omkring ham syntes at være latterligt småt, i forhold til de brede skuldre, arme og hænder – Ligesom i Alice i Eventyrland – men det bemærkede Nicklas ikke. Imellem hans arme stod tallerkenen. Han valgte at levne resten, da han ikke var sulten længere.

[Emma]

Han snakkede ikke videre, og hun følte lidt at have vundet et eller andet ved det. Måske var hun bare sær, sådan at manipulere ham med hendes høje østrogental, men hun kunne alligevel ikke lade være med at syntes det var sjovt. ,,Oh," svarede hun og nikkede kort, inden hun spiste noget mere af sin morgenmad, der var skrumpet ind. Ikke bare fordi hun med vilje havde taget mere på tallerkenen, efter sandwichen var blevet syppet ind, men også fordi hun havde spist det meste. Hun løftede kort blikket og så hvordan Nicklas bare sad og stirrede ned på resten af sin mad. ,,Har du det godt...?" spurgte hun prøvende, udemærket klar over, hvad der nagede ham... troede hun, i hvert fald. Hun kastede kort håret om bag skuldrene og lod herefter al opmærksomhed falde på Nicklas, hvilket betød at hendes store, glasklare øjne nærmest kilede sig til hans ansigt. Hun lænede sig straks frem igen og satte albuerne i bordet for at læne hovedet mod håndfladerne, med en udemærket bevidsthed om, hun var alt for meget. Og selvfølgelig ville hun benægte det, hvis han nævnte det, og spille på sit køn; blive fornærmet.

[Nicklas]

”Jeg har det fint.” svarede jeg hurtigt og så til sidst direkte ind i hendes øjne. Hun gjorde dem endnu mere fremtrædende, da hun fjernede de vildfarende krøller fra hendes ansigt. De var store, lyseblå og klare, og med de lange øjenvipper mindede de om en dukkes øjne – Dog knapt så neutrale og intetsigende, som en livløs dukkes. Ved nærmere eftersyn var ansigtet med den lille næse, det eneste dukkeagtige ved hendes krop. Hun var for tynd til at være en porcelænsdukke, hvis krop ofte var lidt buttet med pølsefingre. Hun var endda for tynd til at være en Barbiedukke, da hun manglede de påkrævede Barbieformer. Alt det gjorde egentlig ikke så meget, da jeg ikke gik så højt op i dukker…
”Har du det godt?” spurgte jeg og smilede drilsk til hende. Denne gang sørgede jeg for, at holde blikket rettet mod hendes dukkeansigt, og ikke smile til hendes barm i stedet.

[Emma]

,,Jeg har jo sagt, det går fint," gentog hun smilende og flyttede den ene hånd for at lade pegefingerens velplejede fingernegl køre rundt i kanten af glasset, der var halvt fyldt med juice. Ja, hun var i godt humør, derfor halv fyldt. Hun flyttede ikke blikket, og selvom hun havde væltet en kop væske i dag, syntes hun godt hun kunne blære sig lidt med sit multitaskeri, også. En stædig øjenkontakt, en ganske nydelig kavalergang og en svag, klar lyd fra glassets kant på en og samme tid. Hans øjne var støvede og hans smil provokerende, hvilket Emma egentlig brød sig meget godt om. Nicklas prøvede at kæmpe imod ved at give igen, men hun vidste, hun havde ham hvor hun ville have ham. På kornet.
Hun mærkede hvordan næsen snart forrådte hende, og hun snøftede kort ind, brød øjenkontakten og lænede sig en smule tilbage i stolen. Fingeren lå stadigvæk mod glassets kant, men den anden hånd greb hurtigt en af de tilbageværende servietter. Hun så sig en smule omkring. Hun pudsede aldrig næse særlig højt, og de eneste mennesker, der stadigvæk sad og spiste, sad mange borde væk. ,,Do you mind?" spurgte hun Nicklas, efter at have vendt blikket tilbage på ham, og tøvede lidt med at sætte servietten op til næsen. Hun havde øvet sig i at gøre det ligesom de forkølede filmstjerner; de formåede altid at se enormt kære ud, hvis de skulle spille syge. Og siden Emma havde sørget for at tage ekstra meget makeup på i dag, da hendes næse ellers ville være alt før rød, kunne det måske lykkes for hende også at nyse på sådan en kær måde. Måske direkte sexet. Det kom vel an på, hvem man var, og hvilket forhold man havde til... snot.

[Nicklas]

Nicklas gengældte hendes smil, og undskyldte: ”Jeg ville jo bare være helt sikker.” Hun holdt øjenkontakten længe, og han kæmpede for, at det skulle forblive øjenkontakt. De var trods alt i en kantine – På et hospital, oven i købet. Han var forbavset du hun brød øjenkontakten, og rystede kort på hovedet, som var han blevet hevet ud af en trancetilstand, og det hele lige skulle falde på plads igen.
”Nej nej, du snotter sgu bare, hvis du har brug for det.” svarede Nicklas og rystede på hovedet. Hun var meget koncentreret, når det kom til at pudse sin næse, og den var egentlig ganske interesseret at betragte... Han mente ikke, at det ligefrem var høfligt at kigge på folk når de tømte næsen for snot, så han skævede kun – Ganske diskret.