Ved et bord i hjørnet af kantinen

[Nicklas]

Nicklas prikkede lidt til sin mad, inden han begyndte at skovle store mundfulde ind. Han måtte jo have noget føde, så han kunne træne mere - Jo, sådan burde det være, hvis ikke det var for Søren, Nicklas' kontaktperson, hvis regler var alt for strenge. Det var i hvert fald det Nicklas syntes.

[Emma]

Emma, der var blevet opfordret - ja, nærmest tvunget - til at gå ned i kantinen og spise et eller andet, kom langsomt traskende ind gennem de store skydedøre ind til kantinen. Der duftede af nybagt kage, og Emma bed sig i læben. Hun var virkelig sulten, men nu måtte hun også passe lidt på; hun skulle jo nødigt tage for meget på. Desuden, lå hendes BMI kun på 15,9 eller sådan noget, og det var da slet ikke lige så slemt som med nogle af de andre tøser på afdelingen.
Hun trak vejret dybt ind gennem næsen, da hun, med sine høje stilethæle klikkede hen af gulvet og over til kantinen, hvor den lettere buttede kantinedame smilede indbydende til Emma, som bare rynkede let på næsen. ,,Et æble, noget råkost og... et kyllingelår. Uden skind, hvis det er muligt," skyndte Emma sig at sige, da damen bag den store kantine skulle til at række ud efter et stort, saftigt kyllingelår med et tykt lag fedtet skind, men skiftede hurtigt håndens retning efter efterspørgslen fra Emma og lagde istedet et lille, magert ben over på Emmas tallerken. ,,Sikker på du ikke skal have et stykke kage til?" Spurgte den venlige dame, men Emma rystede på hovedet. ,,Helt sikker..."
Men de vidste selvfølgelig begge to godt, at det var løgn, og Emma greb hurtigt bakken med tallerkenen og glasset med vand og vendte sig om for at se, om der var nogen pladser ledige. Der var mange - for der var temmelig tomt i kantinen - men siden fyren hun mødte inde fra byen havde sat sig ved et bord lidt fra hende, besluttede hun sig for at holde ham med selvskab til fordel for at lade ham sidde alene... og selv gøre det. Så Emma gik langsomt over imod Nicklas, med et stort tandsmil på læben. ,,Hey," hilste hun, da hun slog sig ned ved hans side, uden at spørge.

[Nicklas]

Nicklas så op fra sin tallerken på Emma, som han havde mødt ved busstoppesteder for nogle dage siden.
Han havde hørt hende da hun kom ind, klik-klik lyden fra hendes sko kunne få enhver til at se op.
Han smilede, og rykkede sin tallerken lidt også selvom at der var rigeligt plads ved bordet i forvejen. "Hey" Svarede han, og skævede til hendes tallerken. Skulle hun virkeligt leve af det? Kyllingelåret på hendes tallerken, lignede mere noget fra en gråspurv.

[ Hvorfor kan jeg ikke skrive langt i dag? =____= ]

[Emma]

Hendes smil forblev stort da hun satte sig ned og Nicklas flyttede på sin tallerken. Hun elskede denne slags form for høflighed - hun satte i hvert fald pris på den. Emma så hurtigt hvordan Nicklas skævede ned på hendes tallerken, og hun bed sig kort i læben. Syntes han, hun havde taget for meget? Nå, men - hun var da ligeglad! Han var da heller ikke selv den tyndeste! ... Men det var måske ikke så meget på grund af fedt, indså Emma hurtigt da hun kastede et diskret blik på Nicklas' overkrop.
Hun samlede gaflen op, drejede den mellem fingrene og prikkede så let til den lidt for store skefuld råkost, hun havde fået skovlet op på tallerkenen af kantinedamen; gulerødder havde altid været hendes bedste ven, da de var sunde og ikke fedede, men... Nicklas blik foruroligede hende nu alligevel. ,,Øhm... Jeg fik vidst aldrig fat i, hvad du hed," prøvede hun sig frem, for at skubbe gang i den temmelig akavede samtale. Emma hadede, når samtaler gik døde, på grund af at hun ikke turde sige noget, så hun prøvede at dække over sin skam over at have bedt om så meget mad med et lille, sødt smil.

[Nicklas]

Nicklas kastede et blik på hendes arme, som var det eneste han kunne stirre på, alt andet var jo næsten dækket af tøj. Håndledene var tynde, og fe-agtige. Det tog ham ikke lang tid at regne ud, hvorfor hun var her, hun kunne næsten kun have en eller anden form for spiseforstyrrelse. Nicklas stak gaflen i sin mad for at undgå at stirre mere på hendes arme, og fortsatte med at skovle store potioner ind i gabet.
Han lagde en hånd for sin mund, og fjernede de væreste madrester på sine tænder med tungen, inden han svarede hende: "Nicklas. Jeg kan sgu heller ikke huske dit?" De store hænder lagde gaflen ned igen, for at tage en serviet og tørre sig om munden.

[Emma]

Emma bed sig en smule hårdere i læben da hun greb Nicklas i at beglo hendes arme - hvis det da ikke stadigvæk var hendes mad, han stirrede på - og så selv ned på sin mad som hun langsomt fangede noget af med gaflen. Forsigtigt, og med tydelig væmmelse malet i ansigtet, fik hun lagt en bid råkost ned på tungen og sunket det, og hurtigt skyllede hun det ned med vand. Det er kun råkost, kylling og et lille æble. Bare en smule mad... Man kan jo altid brække det op igen bagefter... lød det i hendes hoved, og hun rynkede let på øjenbrynene. Nej! diskuterede hun indvendigt med sig selv, Maja har sagt, det ikke er sundt for mig! Jeg skal ikke gøre det mere - og som du siger, det er bare råkost, ikke?
Da fyren overfor hende præsenterer sig, tager hun sig sammen og ser op. ,,Jeg tror alligevellet ikke du har fået det," sagde hun og fremtvang et lille smil på de fyldige læber; nok noget af det eneste ved sin krop, hun kunne lide... smilet. ,,Jeg hedder Emma."

[Nicklas]

Nicklas tog kort tid efter sig selv, i at se hvordan hun måtte sluge maden, som var den giftig. Sådan var han ikke selv, derfor var der ingen grund til at han var her - Havde han et problem, ville han i hvert fald ikke erkende det. Nicklas stak gaflen i sin mad igen, og fik med stort besvær en tomat på gaflen.
"Så forklarer det sgu, hvorfor jeg ikke kunne huske det!" Lo han, med den hule Julemands latter, og haps så var tomaten i hans mund, det store sort hul.

[Emma]

Emma kunne ikke lade være med at synes, at Nicklas var temmelig morsom, da han kommenterede det, hun havde sagt, og hun trak let på skuldrene. ,,Yeah," gav hun ham bare ret, idet hun pakkede en serviet omkring det, der kun var knogle på det lille, fimsede kyllingelår på hendes tallerken. Langsomt, fattede hun mere mod og løftede kyllingelåret op til tænderne, hvorefter hun bed et stykke af det og sank det hurtigere end hvad en, der var sulten, ville have gjort. Det var jo også en smule svært at nyde maden, når man havde tanken om at man ikke måtte blive for tyk i hovedet hele tiden...
,,Hvor længe har du været her?" Spurgte hun med et let hævet øjenbryn, da hun så mod den næsten skaldede Nicklas igen.

[Nicklas]

"En uges tid" Svarede Nicklas da han havde tygget færdig, og sunket tomaten. "Hvad med dig selv?" Spurgte han så efter nogle sekunders stilhed, han havde brugt på at stable sin mad op, så han kunne spidde den med gaflen. Hun virkede til at have været her længere tid end ham, hvordan han troede det vidste han ikke, men hun virkede sikker i sine omgivelser.

[ UNDSKYLD! o____o'' ]

[Emma]

(Det GÅR! XD)

Hun nikkede let til det, Nicklas sagde og kørte så sin tynde, langfingrede hånd gennem håret. ,,Det samme," mumlede hun, idet hun gjorde klar til endnu en bid råkost, og efter at have svaret på den andens spørgsmål fik hun spist endnu en bid mad. Efter at have sunket, tyggede hun lidt på sin underlæbe og så igen op på den anden, der - i modsætning til Emma - lod til at nyde maden.
For at fylde tomrummet i samtalen ud, løftede hun glasset med vand op til læberne og drak en lang tår vand, så hun var fritaget fra at sige et eller andet, der alligevel bare ville være overfladisk... Eller skulle jeg sige alligevellet? Det var en af de sprogfejl, Emma havde, da hun jo kun havde boet her ca. halvdelen af den tid, hun havde levet.

[Thomas]

Thomas kom trippende ind af døren til kantinen, han rynkede brynene sammen ved synet af tag-selv bordet henne i hjørnet. Som alle andre der sad hernede, var han tvunget herned af sin kontaktperson - Henriette. Hun havde tilfældigvis opdaget at han ikke havde spist sin eftermiddagsmad, og var tvunget til at hoppe ned i kantinen og fråde noget mad. Hvordan havde hun set det? Det var det eneste han tænkte lige nu, plus at han ærgede sig endnu mere da han nu ikke kunne træne, men gøre sig endnu federe end han var i forvejen.
Han lagde hænderne imod den ene bukse lomme og trippede videre ind i lokalet, ned imod tag-selv bordet. Først nu ænsede han at der var andre personer i lokalet, to mere. Han genkendte personerne, men navnene var ligesom drevet væk.
Han vendte blikket studerende over imod Nicklas og Emma. Nicklas kunne han nemt genkende, ingen lignede ham. Emma var lidt sværere, håret sagde ham noget.

[Nicklas]

"Vi er sgu alle sammen, i samme båd her!" Udbrød Nicklas, mest henvendt til sig selv og tog en stor slurk af det glas vand, som havde stået ganske ensom og uberørt foran ham. Han havde haft så travl med maden, at han havde glemt det. I en gurglende lyd, forsvandt halvdelen af glassets indhold ned i hans mave. Han havd ekunnet tage hele glasset hvis han havde været mere tørstig, men han havde bare været så doven hele dagen. Vandret rundt, og ventet på en chance til at træne, eller dte var da blevet til et par enkle mavebøjninger.
Ind ad døren kom en lille fyr, med sort hår. han så hen på dem, så Nicklas sendte ham et roligt smil, inden han så på hans bord kammerat igen.

[Emma]

Igen, måtte Emma smile lidt over Nicklas kommentar - den hang ikke rigtig sammen med det, hun sagde, og derfor smilede hun. Hun fandt Nicklas en smule underlig, men ikke på den dårlige måde - tvært imod. I modsætning til hende pigen, Emma snakkede med for nogle dage siden - Louise, hed hun vidst - var Nicklas sjov at bruge tid på, fordi de ord, der kom ud af hans mund og den måde, han udtrykte sig på var morsom at lægge øre til.
Da Emma satte glasset fra sig igen, bemærkede hun at Nicklas blik ikke længere hvilede på hverken hende eller maden, så der måtte jo være noget mere interessant at kigge på - og derfor, vendte Emma sig også om på stolen for at se i samme retning som den anden. En nyankommen fyr, hun også mente at have set ved busstoppestedet sidste uge var trådt ind i kantinen, og Emma sendte ham et lille, reserveret smil, inden hun vendte sig ind til bordet igen.

[Thomas]

Han så ud til at vække opmærksomhed, da begge to vendte blikket hen imod ham. Han frydede sig blot, og hævede let det ene øjenbryn hvorefter han sendte dem begge et lille sølle smil. Han vendte blikket den anden vej og tøffede blot videre hen imod bordet, hvor han modvilligt trak talerken og et bestik. Han vendte blikket rundt på retterne. Der gik ikke langtid før han trippede derfra. Det var lidt blandet pastasalat, og et enkelt æble. Mere kunne Henriette da ikke forlange?
Han satte sig ved det nærmeste bord, og begyndte at prikke lidt til sin mad. Han rynkede brynene let sammen og små sukkede lidt, han vidste godt han aldrig rigtig kom igang med maden. Han lagde gaflen ned, og slog blikket tilbage imod de andre.
Han var just ikke en af de sociale mennesker, han snakkede aldrig rigtig folk, tog ikke intativ til at bryde ud i en samtale. Han hadede det, og lod andre om det hårdere arbejde fra starten, derefter kunne han plabre.

[Nicklas]

Nicklas hævede et øjenbryn, og spurgte højt Emma "Hvorfor sidder gutten der over helt alene?" Det var et dumt spørgsmål, og Nicklas kunne da selv gætte sig til svaret: Fyrne havde vel ikke lyst til at sidde alene, og så var det vel også i orden. Men var det ikke ham, som han havde hilst på nede ved busstoppestedet, samme aften, som han havde hilst på Emma.
Nicklas ventede ikke på svar fra Emma, før han havde vendt sig på stolen og lagt de store arme over kors. "Kommer du ikke herover?" Sagde han nej, måtte han vel selv om det og sagde han ja, kunne det da være meget hyggeligt.