Ved et bord i hjørnet af kantinen

[Hisoka]

"Jeg er størst!" Sagde han stolt og skubbede noget pandehår væk. Teknisk set så var han også størrere, men det var fordi Chi ikke voksede ret meget når han spiste så lidt. Halv anoretiker kunne man vel kalde ham.

[Chi]

jeg grinede og gav ham et kort og hurtigt kys på kinden. "indtil videre!" grinede jeg og lagde hovedet på skrå. jeg sukkede stille og lagde mig helt tilbage på bordet. jeg lukkede kort øjnene. min mave blottede sig lidt da jeg lå strakt.

[Hisoka]

"Hvis du vil blive lige så høj som mig, så må du spise lidt mere" Sagde han i en belærende tone. Han smilte og gik hen til døren, drejede lidt rundt om sig selv og tog så fat i håndtaget. "SKal vi gå?"

[Chi]

jeg hoppede ned fra bordet og smilede. "yup!" grinede jeg og løb over til min bror. jeg sprang drillende op på ryggen af ham kort og hoppede på ned igen. varmt smilede jeg til ham, og lod min arm glide in i hans.

[Hisoka]

"Argh! Du er alt for hyper" Sagde han med et grin og lod ham bare tage armen under hans. Det var alligevel hyggeligt at gå sådan her sammen, selvom de nok ville blive misforstået som et par. Han fulgte Chi med ud.

//Out

[Chi]

jeg grinede bare og lagde mit hovede mod Hisoka's skulder mens jeg sukkede. jeg lukkede øjnene og lod ham bare følge mig ud.

[Emma]

,,Jaja," mumlede Emma irritabelt efter at være blevet fulgt ned i kantinen af Maja, hendes talepædagog, og rakte diskret tunge af hende, da Maja havde vendt sig. Hun havde sagt noget om at hun skulle spise en ekstra stor portion, nu hvor hun havde sovet over sig til morgenmaden. Hvad kunne hun forvente? Emma havde bihulebetændelse - eller sådan noget - så det var et under at hun kunne sove så længe. Sleep is sweet when you're sick, plejede hendes far altid at sige.
Emma modtog en alt for stor grovbrødssandwich med en uden tvivl fedtholdig skinke og en klam, tyk dressing, og hapsede en blomme og en gulerod på vejen. Kaffen i papkruset var varmt da hun satte det over på sin bakke og vimsede afsted mod hjørnebordet - hendes favorit. Der var ikke nogen der skulle glo efter hende når snottet stod ud af næsen på hende, tænkte hun snøftende, men bemærkede alligevel et par blikke følge sine næsten usynlige hofter, imens hun tøffede over mod det tomme bord. Eller hvad, var det bare indbildning?

[Nicklas]

For næsen af Emma blev bordet overtaget af en høj fyr. Det karseklippede hår var blevet længere, og Nicklas havde skam også en tid ved frisøren i næste uge – Han havde fået lov af Søren, der var begyndt at bløde op, da Nicklas havde opført sig eksemplarisk - På trods af han havde bemærket at hans arme var blevet tyndere. Det kunne Søren alligevel ikke ændre, så der var ingen grund til at betro sig til ham…
Mon Søren ville opdage, hvis Nicklas var væk lidt længere i næste uge? Sikkert.
På bakken foran ham stod en skål med cornflakes, et glas appelsinjuice og en flad snegl med hvid glasur. Mælken fra skålen var skvulpet udover kanten da han gik, så omkring skålen var der nu en hvid ring af letmælk. Han gabte og strakte benene under bordet.

[Emma]

Emma prikkede til sin bolle med den alt for suppede dressing og lod blikket glide rundt på de anbdre spisende. Hun blev ikke nød til at lede længe før hun fandt nogen hun kendte - Nicklas sad ved bordet ved siden af hendes og skulle til at nyde sin morgenmad. Hun var åbenbart ikke den eneste, der spiste sent, og Emma fik pludselig også lyst til wienerbrød. I et desparat forsøg på at holde op med at tænke disse hedenske tanker, gav hun sig til at flette en tynd lok hår. Blikket gled konstant over mod fyren hun kendte (lidt for godt) og hans hår, der var blevet længere. De havde ikke set hinanden længe, mente hun: sidste gang de rigtigt havde snakket, var sidste sommer. Han var her stadigvæk, hun var her stadigvæk. Hvordan skulle det dog gå? Hun havde taget to kilo på, men det var stadigvæk ikke nok, mente Maja. Emma havde heller ikke lyst til at komme tilbage til sin gamle skole - de var lede.
Hendes kærlighedsliv var falmet, siden hun var kommet herover, det måtte hun indrømme. Men hun havde jo også andre ting at tænke på, bildte hun sig selv ind, da hun nærmest drømmende kom til at vælte kaffen udover sin mad, fordi hun havde lænet sig sådan ind over bordet for at studere Nicklas noget nøjere. En rosa kulør tonede straks op på hendes kinder, og hun rejste sig straks for flovt at styrte over efter nogle servietter.

[Nicklas]

Nicklas rørte rundt i sine cornflakes, så de alle kom en tur under mælken. Det meste af sukkeret var sunket ned på bunden, men det kunne man altid fiske op til sidst. Han var så optaget af de flydende majsflager, at han først opdagede Emma da hendes kop væltede. Han rettede sig overrasket op, og så hvordan den tynde skikkelse hastede af sted – Sikkert efter servietter – med de mørke krøller dansende efter sig. Nicklas rejste sig og begyndte hjælpsomt at flytte tallerknerne fra pølen af varm kaffe. Det var et godt stykke tid siden, at de havde set hinanden. Nicklas forsøgte at huske hvad han havde lavet i mellemtiden, men huskede kun dagen hvor Hilde, mor og Hjalmar havde besøgt ham. De havde næsten ikke talt om sygdommen, men om Hildes skolegang. Mon Emma også havde haft besøg af hendes familie? Havde hun nogensinde fortalt noget om dem? De vidste overraskende lidt om hinanden, på trods af at Nicklas ville påstå at Emma var en af de personer, han kendte bedst på hospitalet.

[Emma]

Hun fiskede et utal af servietter ud af maskinen oppe ved de små glasmontre, hvor maden var spærret inde, og opdagede hvordan Nicklas hjælpsomt var i gang med at få hjulpet tallerknerne væk fra kaffepølen. ,,Tak," sagde hun en smule strikst i forbifarten og smækkede servietter udover hele bordet, i stedet for at prøve at tørre op. De sugede jo, gjorde de ikke? Hun følte sig overordentligt dum, da hun skævede til grovbollen der nu var knapt så grov og en del mørkere i farven end før. Den svømmede rundt i kaffe på dens lille tallerken, og Emma sukkede tungt idet hun vendte blikket op mod Nicklas. ,,Jeg er virkelig klodset," snøvlede hun snøftende, og kørte kort en af de endnu tørre servietter under næsen så den ikke dryppede. Hun følte sig så flov.

[Nicklas]

Nicklas hørte hvordan hun snøvlede – Der måtte være en virus her i området, men Nicklas blev sjældent syg. Det kunne selvfølgelig have ændret sig, nu da han ikke længere var i så god form, tænkte han forfærdet.
”Det kunne ske for selv den bedste,” mumlede Nicklas opmuntrende, da han havde flyttet det sidste, ”men jeg ville sgu ikke spise den der, hvis jeg var dig.” Han pegede på den fugtige grovbolle og rynkede brynene. Nicklas bakkede lidt væk fra bordet så hun kunne komme til med servietterne, og tørre det sidste kaffe op. ”Brændte du dig?” spurgte han efter en kort pause, da han mente det var et oplagt spørgsmål (efter ikke at have set hinanden i flere måneder), og forsøgte at få øje på pletter, på hendes bluse. Der var ingen, og han stirrede – Pokkers også.

[Emma]

Emma stillede en temmelig påtaget, men ganske klar latter op, og trak let på skuldrene. ,,Maybe..." svarede hun tøvende, imens hun forsøgte at tørre resten af kaffen op. Hvordan kunne der være så meget kaffe i sådan et lille krus? Hun bøjede sig ned, så hendes rygsøjle blev endnu mere tydelig under den hvide top, hun bar, for at tørre den kaffe der var dryppet ned på gulvet op. Herefter rettede hun sig op, betragtede kort Nicklas, og rystede herefter kraftigt på hovedet. Han blik... Det faldt et temmeligt upassende sted, og hun skyndte sig at lade som om hun ikke opdagede det (og ikke blev smigret).

[Nicklas]

Nicklas rettede blikket mod hendes ansigt igen og slog den samme påtagede latter op, højere end Emmas, men kortere. Han valgte at lade emnet om kaffen ligge, da han bakkede tilbage og faldt ned på stolen – efter at have kigget sig over skulderen og sikret sig, at stolen stod som før. ”Hvordan går det ellers?” spurgte han. Det var det første spørgsmål på listen, over spørgsmål der skulle stilles nu. De næste var, hvad har du lavet og hvordan har du det. I bund og grund mindede de alle sammen om hinanden, men det gjorde ikke så meget.

[Emma]

,,Fint," svarede hun affejende og viftede let med hånden. ,,Fint. Jeg går lige over og tager noget... Noget mad." Hun rømmede sig kort inden hun greb tallerkenen, der var fyldt med kaffe og gjorde sig herefter umage for at vrikke med hofterne, imens hun gik over mod skraldespanden, tæt ved der hvor man fik sin mad leveret. Hun smilede for sig selv imens hun gik og kunne høre sine egne hæle klikke selvsikkert mod gulvet; Emma overvejede endda et kort øjeblik at se sig over skulderen for at prøve at tage Nicklas i at glo efter hende, men lod være. Istedet stoppede hun op, smed den kaffeindsyppede sandwich ud og satte tallerkenen til vask. Hun greb en ny tallerken og fik snart skaffet sig et stykke wienerbrød. Der var jo stadigvæk blommen og guleroden, som ikke havde taget skade af kaffen. Hun fangede sig også et glas juice, inden hun vendte sig om og snøftede diskret. Hun strakte hals for at fange Nicklas med blikket igen, og så snart det var gjort, gik hun igen sin indstuderede catwalk-gang ned mod bordet, hun sad ved før.