Sunset

[Emma]

Emma og Nicklas kom trissende ind i centeret, efter at have gået hele vejen fra hospitalet langs stranden. ,,Hmm..." mumlede Emma, satte en hånd op foran øjnene og spottede så den lille restaurant, der lå nogle butikker væk. Centeret var stort, og selvom hun kun havde været der et par gange, kunne hun godt huske hvor alting lå. Nogen gange, havde hendes veninder beskyldt hende for at have fotografisk hukommelse; måske var det også tilfældet?
,,Det ligger derovre," sagde Emma smilende og så imod Nicklas, inden hun pegede over mod Sunset. ,,Kom med." Hun greb fat i Nicklas håndled, og trak ham over mod stedet, Emma ville spise ved; de lavede ikke særlig fed mad, der smagte godt, og som ikke var ret dyr. Perfekt.

[Nicklas]

Nicklas spejdede rundt i det store center, ikke på jagt efter Emmas slanke-resturant, men efter en butik; Sportigan, Intersport - Han var ligeglad med navnet, men hvis han havde chancen for en smule styrketræning, ville det være perfekt. Bare en lille smule? Søren kunne ikke bare boykotte alt træning, det kunne i hvert fald umuligt være sundt.
Han mærkede den lille hånd, der greb fat omkring hans håndled og snart blev han trukket afsted imod resturanten, som skulle være offer for Emma's minimalistiske sult.

[Emma]

Nicklas sagde ikke så meget, og det behagede egentlig Emma. Hun kunne bedst lide selv at være taleren, men det var selvfølgelig kun, når folk lyttede; og egentlig, var hun ligeglad med, om Nicklas lyttede. Hun snakkede jo alligevel bare om ingenting.
Der gik ikke længe før hun havde trukket Nicklas med over til Sunset, og hun smilede bredt da hun skubbede døren op. ,,Mmmh, her dufter godt," konstaterede hun da hun trådte op af et enkelt trappetrin for at ende i den lille sal, med højst 6-7 andre mennesker. Det var jo ikke fordi, hun ikke kunne lide mad; det var fordi hun afskyede følelsen af sult som pesten.

[Nicklas]

Nicklas snusede ind, og kunne kun give Emma ret, her lugtede godt. Han vidste ikke rigtig om det kom bag på ham, han havde nok regnet med en mere kemisk-fabrikslavet lugt, end den han mødte. Han smilede skævt af den helt fortryllede Emma, der vist rigtig var kommet i paradis. "Jeg finder et bord, så køber du sgu bare et eller andet til mig. Jeg er ikke kræsen"
Nicklas ventede ikke på svar fra Emma, men traskede bare ned igennem resturanten. Det var ikke mange mennesker, højest en 5-6 stykker, men pludselig kunne djævle jo vrimle frem, og så var der intet sted at sidde.
Nicklas udpegede sig et bord, hvor han satte sig.

[Emma]

,,Hm-" brummede Emma, da Nicklas pludselig forlod hende i køen af mennesker, der skulle bestille. Fint nok, så; men nu håbede Emma da ikke, at det var hende, der skulle betale det hele? For godt nok, var Emma en smule ligeglad med høflighed og sådan, men helt ærligt. Det ville bare ikke være særligt flatterende, at overlade pigen regningen på den måde. Men hun skulle nok betale for nu; så længe hun fik pengene tilbage bagefter.
Der gik ikke længe før køen tyndede ud og Emma var den sidste, der skulle bestille. Hun havde kigget lidt på menuerne ovenfor disken før, og med et svagt smil sagde hun; ,,Grillet sandwich med kylling, en lille sodavand og en stor pomfrit gange to."
Eksepedienten smilede køligt da Emma fiskede de nødvendige penge frem og lagde dem på disken, hvorefter den kvindelige ekspedient vippede med hovedet og puttede pengene i kasseapperatet. ,,Din bestilling er nummer 42," sagde hun, og Emma smilede skævt og fik udleveret to små sodavandsbægre, inden hun vendte sig og valsede over imod Nicklas og det bord, han havde udpeget. Hun var en smule flov over at skulle bestille mad på den måde, men menneskerne omkring hende gjorde hende mere tryg; det var ikke så unormalt endda.
Hun slog sig ned ved bordet, smilede skævt til Nicklas og rakte ham det ene, tomme bæger. ,,Nu har jeg bestilt, så kan du gå op og fylde disse hersens op," sagde hun smilende. ,,Og jeg håber, du har tænkt dig at give mig 54 kroner tilbage - så billigt er det ikke her, og jeg får kun 150 kroner om måneden."

[Nicklas]

Nicklas tog overrasket imod det tomme bæger, og rynkede panden. Det var det han havde glemt, at betale, men som om han ikke havde nok at huske på. De kunne vel bare splitte regningen, svære var det ikke. ”Jo, jo. Selvfølgelig.” Svarede Nicklas, og trissede op til sodavands automaten, mens han filosoferede videre over begrebet høflighed.
Han havde ikke taget Emmas kommentar, som et angreb, bare som et skub der havde sat hans tanker i gang. At overlade regningen til en pige, var helt fybabab, man skulle jo næsten tage det, som en selvfølge at tage ekstra penge med, så man også kunne betale hendes.
Nicklas trykkede på en af de lysende knapper, og snart skvulpede 7up ned i bægret.
Det kunne da ligeså godt være omvendt, han kunne i hvert fald også godt tænke sig at blive opvartet, engang imellem. Endnu engang mindede han sig selv om, at det ikke var direkte Emma han tænkte på, som var han bange for at nogen skulle læse hans tanker, men det var bare generelt piger.
Da bægret var blevet fulgt, slog han sig ned overfor Emma igen, og så på det tomme bord. Det var vel et af de steder, hvor man skulle sidde og vente på ens tal blev råbt op, så man kunne udbryde et højt "Bingo!", og styrte op efter den. "Hvad bestilte du?"

[Emma]

Hun kunne ikke lade være med at smile skævt over Nicklas, der tydeligvis havde glemt alt om penge. Så slemt var det egentlig heller ikke, som en helhed, syntes hun; men hun havde nu altså ikke forventet at den anden havde SÅ dårlig situationsfornemmelse. Men det viste sig jo også, at han var en ganske fin fyr, da han rejste sig og gik op efter sodavand, og Emma smilede svagt imens hun trommede imod bordet. Hun var typen, der altid kom til at drikke al sodavanden - eller hvilkensomhelst anden væske - før maden blev serveret, så hun havde tænkt sig først at gå op og fylde sit bæger op når deres mad var klar.
Med blikket svævende følgende efter Nicklas, trommede Emma let i bordet med de fine fingerspidser og sukkede kort. Hun var egentlig ret glad for at det var Nicklas, hun havde mødt på stranden og slæbt herhen, istedet for en eller anden fremmed, der kunne være diagnostiseret skizofren, men som i virkeligheden bare var en komplet sindssyg massemorder - for igen, der troede Emma ikke om Nicklas. Selvom der da godt kunne opstå en smule tvivl...
Emma rykkede uroligt på sig ved tanken, idet hun prøvede at slå den ud af hovedet, og da Nicklas kom tilbage, smilede hun - imens hun prøvede at holde et foruroliget udtryk tilbage. ,,Ehm - nogle grillede kyllingesandwiches og to pomfrit-tingester," svarede hun og lagde hovedet lidt på skrå. ,,Hvad tog du for noget?" Spurgte hun og viftede let hånden over mod sodavandsbægeret; ikke fordi det interesserede hende synderligt meget, men de skulle jo snakke om et eller andet.

[Nicklas]

Nicklas nikkede, og smilet blev bredere: "Kyllingesandwiches? Det lyder sgu rigtig godt!" Endnu engang blev han mindet om penge, han skulle jo betale for den mad Emma havde købt til ham. Med stort besvær fik han hevet en slidt pung frem, med en velcro lukningen. Han flåede en smule voldsomt pungen op, men nåede ikke længere før Emma spurgte ham omkring hans sodavand.
"7up, men hvad med dig, skal du ikke have noget at drikke?" Spurgte han, og nikkede mod det tomme bæger der stod foran hende. Der måtte vel være en grund til at hun havde taget det med ned.
Hans fortsatte kampen for at få pungen til at åbne, og komme ind til sine penge, der lå forsvarlig gemt inderst i pungen.

[Emma]

,,Mmmh," erklærede Emma sig enig, selvom det var med en let tøven at det kom ud. Men jo, det lød da egentlig meget godt, og Emma, der havde spist her så mange gange før med veninderne, når hverken hende selv eller de gad at spise hjemme og skulle bruge resten af shoppe-pengene på et eller andet, hævede let øjnebrynene over Nicklas brutale åbning af... pungen.
,,Jo det skal jeg da," svarede hun smilende. ,,Men jeg venter til vores mad er klar. Jeg når altid at drikke mindst halvdelen før bestillingen kommer..." Hun smilede let og så op på Nicklas, men drejede hurtigt hovedet da en af servitricerne bag disken derhenne råbte et tal højt. "39," var det. Så var der kun 3 bestillinger tilbage.

[Nicklas]

Med en sidste kraftanstrelngelse, fik han flået pungen op og et par mønter trillede ud på bordet. "Succes!" Udbrød Nicklas begejstret, men lod ikke mærke til at folk ved de nærmeste borde, så sig over skulderen, for at se hvor larmen kom fra.
Det store brød, begyndte at tælle pengene - Den slags tog sin tid. Et par tyvere var trillet ud på bordet, og deres guldmønte-agtige udseende, kunne få det hele til at minde om en film, hvor ridderen betaler heksen, for en magiske trylledrik. Han rodede videre i pungen, og fandt til sin store overraskelse en halvtredser, så var tyverne uinteressante. Han skubbede halvtredseren over bordet, og fandt i sin pung en skinnende fem krone, som gik samme vej, som sedlen. "Værsgo"
Nicklas spidsede øre, da han hørte der blev kaldt 39 - Men det var ikke dem, i hvert fald rejste Emma sig ikke op, for at hente deres mad.

[Emma]

Emma måtte slå hånden op foran munden over hans pludselige udbrud; for hun lagde netop selv mærke til de alt for nysgerrige personer, der så sig over skuldrene for at se, hvem det var der galpede sådan op. Hun smilede bredt da hun fjernede hånden, og betragtede de mønter, der raslende lagde sig til rette på bordpladen. Imens Nicklas talte sine penge, kastede Emma et blik rundt i lokalet for at spotte, om der var nogen hun kendte. Der var ingen; kun en gruppe rollinger med tylskørt på - også den ene dreng, der var med - et par, der var godt i gang med at være hulens romantiske, en gruppe på tre, ældre damer der sad og tandsmilede med deres botox-implantede smil og nogle få andre, der så ud til at være alene.
,,Uhm - tak," svarede Emma da hun vendte blikket tilbage mod Nicklas, der rakte hende den blanke femmer og halvtredseren. Hun fandt hurtigt sin sort og hvid-ternede pung frem, åbnede den med lethed (med et bredt smil, selvfølgelig) og puttede pengene i den, inden hun åbnede det lille rum og fandt en enkrone frem som hun lagde på bordet, hvorefter hun pakkede pungen væk igen med et lille smil. ,,Så er vi kvit," sagde hun smilende, imens servitricerne kaldte numrene 40 og 41 op.

[Nicklas]

"Takker" Nicklas proppede den lille mønt ned i sin pung, som blevet lukket igen og stoppet om i baglommen på træningsbukserne - Ja, der var baglommer i de her bukser, ellers var de så træls at bruge til hverdag.
Servitricerne bag ved Nicklas forsatte med at råbe tal op, og den ene tallerken efter den anden, blev slynget ud med mad. "Hvilket nummer har vi egentlig?" Spurgte Nicklas, og var tydeligvis ved at blive utålmodig.

[Emma]

Hun smilede svagt da Nicklas takkede, og hun nikkede bare kort; well, det var da så lidt. Hvis hun bare havde beholdt den, ville hun virke en smule hyklerisk; hvis ikke selvmodsigende. ,,Hmm... Nummer 42. Det er os næste gang." Svarede hun Nicklas, smilede kort og rejste sig så. ,,Det er smartest at gå derover lidt før, ellers bliver maden bare hurtigere kold," sagde Emma bedrevidende, som en rigtig mad-ekspert (hvilket hun jo egentlig ikke rigtig var), og trissede så - med sodavandsbægeret i hånden - over mod disken, hvor de snart ville kalde deres nummer op. Emma fik stilt sig bag en høj, tatoveret fyr med fuldskæg, og hun sammenlignede ham lidt med Nicklas; nej, ham her var mindst. Emma følte sig egentlig ret godt beskyttet, eftersom hun var på hold med den største i restauranten. Det kunne jo ikke være andet end godt.

[Nicklas]

"Hvis du siger det Jamie Oliver" Svarede Nicklas, og drejede sig lidt på stolen, og mange sanser blev taget i brug. For samtidig med at han lyttede efter nummer 42, holdt han øje med Emma, som var gået op for at hente noget at drikke. Hans lugtesans var svær at lade hver med at bruge, når alle de dejlige lugte af forskelligt mad, sneg sig ind i hans næsebor.
Nicklas krympede sig lidt, og stirrede på den store fyr der stod foran Emma. Han var ikke bare stor, men rigtig stor. Han lagde armene over kors, i at forsøg på at skjule sin krop, der i hans hoved pludselig føltes utroligt splejset.
Hvis ikke Søren var så streng, ville han ikke føle det sådan - Det var han overbevist om!

[Emma]

Emma fnøs kort over Nicklas kommentar om Jamie Oliver, og rakte selvfølgelig tunge af ham på vej væk, så hun var lige ved at støde ind i et heldigvis tomt bord. ,,Nah, jeg er amerikaner, ikke englænder," gav hun igen med et drillende smil, hvorefter hun vendte snuden mod sodavandsautomaten, hvor der var klistret et lille skilt fast; INGEN GENOPFYLDNING. Nåh, fair nok, tænkte Emma med et skævt smil, da hun fyldte noget cola op i bægeret. ,,Nr. 42," lød det pludselig på højre side af hende, og smilende, stak hun et sugerør ned i sodavanden, inden hun vendte sig mod køen af mennesker der tog imod deres mad. Ekspedienten bag disken smilede langt mere imødekommende end hende, der tog imod bestillinger, men Emma måtte grine kort da hun forsøgte at række hende bakken med sandwich og pommesfrittes, samtidigt med at Emma holdt en sodavand. Men det gik, og Emma fik båret det hele - Også Nicklas menu - med sig, over til deres bord. ,,Here ya' are," sagde hun tilfredst, da hun slog sig ned, og betragtede den gode mad, der duftede bedre end noget, Emma længe havde duftet til.