Post by Emma on Jun 30, 2008 22:27:45 GMT 2
Med sine spinkle hænder lod Emma nøglen dreje om i låsen på døren til værelse 4, for at træde ind i det hvide rum. Hun smækkede den efter sig og satte sig på den bløde, store madras med armene lagt over skrævs på knæene. Hun stirrede på sig selv i spejlet på væggen foran hende, og følte hvordan hjertet hamrede i hendes bryst. Hun bed sig i læben imens hun lod tankerne glide tilbage på Nicklas, der havde lænet sig indover hende og uden videre kysset hende - og hun havde nydt det. Hun følte sig egentlig ikke billig, men havde bare en sær fornemmelse i maven; selvom det var svært at vide, om det var fordi hun var sulten eller om det var fordi at kysset stadigvæk brændte i hende. Hun havde ikke kysset med nogen i lang tid - i forhold til hvor kort tid der plejede at gå med Emma - så måske var det bare fordi hun havde trængt til det, at hun havde det sådan her. Som sagt, var hun jo ikke forelsket i Nicklas... Han var lige årgangen ældre end den aldersgrænse, Emma og hendes veninder havde været enige om at holde til de blev tyve. Men... Nu var hendes veninder der jo ikke.
Tankerne fløj gennem hovedet på Emma der for at få omløb fra dem fiskede en pose chips frem, der lå under sengen. Der gik ikke mere end et par minutter før den var tømt og hun lå og gemte ansigtet i puden med en følelse af skam og skyld dirrende i kroppen. Hun fik lyst til at spise mere og brække det op i toilettet, men vidste at det ikke ville hjælpe på hendes "psykiske tilstand", som Maja så helligt kaldte det. Emma hadede hende nogengange, men nu havde hun brug for hende. Emma tørrede øjnene, gnubbede makeup'en af med en våd vatpind og proppede derefter den tomme chipspose ind under sengen igen, ind i den tomme kuffert. Hun fiskede nøglen op af baglommen og låste sig atter ud, smækkede døren i og fortsatte hen langs gangen for at finde sin talepædagog, Maja.
Tankerne fløj gennem hovedet på Emma der for at få omløb fra dem fiskede en pose chips frem, der lå under sengen. Der gik ikke mere end et par minutter før den var tømt og hun lå og gemte ansigtet i puden med en følelse af skam og skyld dirrende i kroppen. Hun fik lyst til at spise mere og brække det op i toilettet, men vidste at det ikke ville hjælpe på hendes "psykiske tilstand", som Maja så helligt kaldte det. Emma hadede hende nogengange, men nu havde hun brug for hende. Emma tørrede øjnene, gnubbede makeup'en af med en våd vatpind og proppede derefter den tomme chipspose ind under sengen igen, ind i den tomme kuffert. Hun fiskede nøglen op af baglommen og låste sig atter ud, smækkede døren i og fortsatte hen langs gangen for at finde sin talepædagog, Maja.
