Den hvide sandstrand

[Nicklas]

Nicklas, det store brød, standsede forpustet, og mærkede en snurren i brystkassen, og i benene. I siden kunne han mærke noget der stak, og hans puls føltes, som om den var oppe på sit højeste Han havde fået lov af Søren at gå en tur, udenfor hospitalet. Han kunne vel ikke tage sig af, om Nicklas gik eller løb. Desuden var det jo næsten umuligt at se hvornår Nicklas havde træningstøj på, og hvornår han havde hverdagstøj på, det var stortset det samme i hans verden.
Han stønnede, og gnubbede sin isse med højre håndflade, han skulle løbe lidt endnu, før han var tilfreds. Han trykkede hånden mod sin hofte, for at fjerne smerten, og mærkede de hånlige bemærkninger i øret: Hvor er du.. svag? Dårlig kondition!

[Emma]

Med forsigtige skridt og med små kinasko, der var mere beregnet til en strand-gåtur end høje stiletter, traskede Emma langs vandkanten. Det var koldt i vejret - især fordi det var ud til kysten - så Emma havde trukket den lange, varme frakke omkring sig og lukket alle knapperne; selv dem øverst i halsen. Den gik hende til lidt over midten af hendes lår, og havde en meget mørkegrå farve, men den var ikke sort; det var dens knapper, i midlertid. Sorte, blanke lakknapper, på størrelse med låget på en mælkekarton.
Hun lagde armene over skuldrene på sig selv, kastede med håret, og stoppede op, for at betragte bølgerne der fossede ind over vandkanten.
De mørkeblå strømpebukser og den sorte, puffede nederdel var ikke helt nok til at holde varmen, men det gik, og Emma gad ikke gå op på hospitalet igen; desuden, havde Maja forlanget at når Emma kom tilbage, skulle hun være mæt; så egentlig burde hun tage ind til byen og købe noget spiseligt. Hun gad bare ikke lige nu... Det kunne hun gøre senere. Måske efter hun havde taget sig sammen.
Emma lagde slet ikke mærke til den skaldede, store damptromle til Nicklas der løb langs sandet i retningen af hende, før han kom en smule tættere på og hun kunne høre hans prusten og stønnen. Hun så sig over skulderen, rynkede øjenbrynene let og tænkte så; Det kan da ikke være sundt for ham at løbe så meget, med den krop ha holder sig. Det er svært at opbygge sådanne muskler uden steroider; men det kan jo også være, det er derfor han er her...

[Nicklas]

Nicklas var begyndt at løbe igen, men måtte endnu engang sætte farten ned - Til hans store irritation, da han opdagede den slanke pige foran ham, det var Emma.
Hun var lidt at kende, i forhold til mange andre af pigerne på hospitalet: De fleste af dem led af anoreksi, og var sygeligt tynde - Gad vide hvad Emma fejlede? Skizofreni måske.. Nej, det virkede hun ikke tosset nok til.
De sidste par meter hen imod hende, gik han. Nicklas var røde i kinderne, og et par flygtige svedperler dryppede ned af panden, selvom det egentlig var småkoldt - Men han fjernede dem hurtigt, med en hurtig bevægelse. Han fremdrog et langt, og udmattet suk, og som noget af det første han sagde, i stedet for at hilse på hende, mumlede han udmattet, og lagde hånden bag hovedet: "Jeg er sgu.. ude af træning"

[Emma]

Et svagt smil tonede frem i hendes mundvige da hun betragtede Nicklas der sænkede farten. Det var tydeligt, at han havde løbet mere, end han kunne bære, for han så udkørt og meget udmattet ud. Hun nikkede bare kort, høfligt og ganske enkelt til Nicklas da sukket undslap hans læber, som en fordrejet hilsen, og smilede så kort til ham.
,,Hvor lang tid har du løbet?" spurgte hun, lænede hovedet en smule til siden og betragtede den anden. Han var nok taget afsted tidligt, siden han ikke bar meget tøj, og siden han så meget varm ud. Han måtte mindst have været i gang i en time! Tanken om at løbe en hel time gav Emma kvalme; hendes krop var ikke bygget til atletik eller sport, og det eneste, hun rigtig duede til, var svømning. Hvilket mindede hende om, at hun glædede sig til sommerferien; der skulle hun til New York med familien, og Emma havde hørt, at det ville blive varmt. Shopping og lange dage i poolen var ikke værst.

[Nicklas]

"Sgu ikke mere ned en times tid" Svarede han, og rystede en smule på hovedet af sig selv, en time lød ikke af meget, han kunne løbe i meget længere tid hvis bare han havde anstrengt sig lidt mere, og haft chancen for at træne mere. Men nu var løbe heller ikke det han var allerbedst til, det var nemlig styrketræning. Det havde hospitalet givet ham forbud i mod, som om han krop ikke kunne tåle en smule træning?
"Hvad laver du hernede?" Spurgte han så endelig, og lavede et diskret elevatorblik. Intet sportstøj, så hun var her nok ikke af samme grund, som han var her.

[Emma]

Sgu. Åbenbart Nicklas' foretrukne ord. Eller måske bare det, der stod forrest i hans ordbog. Emma kunne ikke lade være med at smile lidt; så var hendes konklution altså sand. Det glædede hende, og det var tydeligt at se på grund af smilet der bredte sig på hendes kønne, fyldige læber. ,,Nåh, det var da alligevel ikke så lidt," konkluderede hun med et umærkeligt skuldertræk. ,,Mig? Nåh, jeg får mig bare lidt luft," svarede hun og kastede blikket ud over vandet, hvor solen langsomt var ved at gå ned. Der gik ikke længe før de smukke, lyserøde skyer kom til syne for så at forsvinde og blive til en klar, blå farve, for til sidst at blive helt sort med hvide, skinnende stjerner strøet på som pynt. Hun sukkede dybt og længselsfuldt over al den filosofi, der gik gennem hendes hoved, men dukkede hurtigt tilbage til virkeligheden igen og så smilende mod Nicklas. ,,Men min behandlingsansvarlige siger, jeg skal proppe noget i hovedet inden jeg kommer tilbage. De er hårde at handle med, de personalefolk, syns' du ikke?" Hun lo kort, vendte sig om og trissede langsomt videre langs stranden; hvis Nicklas ville, kunne han jo gå med. Hun var på vej mod byen - bevidst, for hun gad ikke sidde og æde en klam sandwich helt alene.

[Nicklas]

Nicklas trak på skuldrene. Ikke så lidt.., det var slet ikke nok. Det passede ikke ind i hans plan, som lå i en skuffe et eller andet sted. Han kiggede sjældent på den mere, da han kunne den i hovedet. En halv time mere, havde han måske været tættere på at være tilfreds: Halvanden lød også voldsommere, end bare en enkelt time.
"Jo, jeg vidste slet ikke de var til at handle med" Svarede han, og smilede skævt. Da Emma gik videre, bakkede han et par skridt, som om han ville gå baglæns hele vejen - Men så vendte han sig om, og fuldte sjoskende med hende. At gå lidt gjorde vel ikke noget, det var stadig motion. "Hva' skal du så have? En BigMac menu, med en stor pommes og en cola?" Spurgte han, i et drillende tonfald.

[Emma]

Hun kunne godt fornemme utilfredsheden i Nicklas' ansigtsudtryk, men hun prøvede at lade det være ved det og istedet bare blive ved med at glo ud på vandet. Da han atter sagde noget, vendte hun blikket mod ham og smilede let. ,,Det er de heller ikke," trak hun på skuldrene og smilede let, da hun begyndte at gå, og Nicklas fulgte med. Ved lyden af den andens ord, rynkede hun på næsen og rystede på hovedet, så vinden greb i hendes hår og trak det afsted, så det blafrede henover hendes skuldre. ,,Ad, nej! Det feder, og man bliver ikke mæt. Så hellere spise noget der mætter længe og ikke får en til at skulle spise omega 3-piller eller få proppet kalk i vandet..." Hun hævede øjenbrynene sigende. Det var noget, hun havde prøvet før... En fiskeoliepille og noget vand der smagte af... fortyndet mælk. Virkelig ulækkert!

[Nicklas]

"Man er da mæt de første fem minutter, indtil det går op for én, at man egentlig godt kunne spise en enkelt eller to til" Svarede Nicklas, angående McDonalds menuen, som hun tydeligvis ikke skulle nyde noget af. At hun kunne leve af den smule hun så spiste, overraskede ham meget - Men han valgte ikke at blande sig, det var lægernes opgave ikke hans, derfor ville han ikke spørge til hvad hun så skulle have at spise.
Nicklas fortsatte et stykke hen ad stranden, ved siden af hende i stilhed, og med et noget tænksomt udtryk.

[Emma]

,,Mmh..." gjorde hun sig enig. Tanken om en stor, fed BigMac og nogle svampede, alt for friturestegte pomfritter fik hende både til at gyse, men også til at føle sig sulten. Maja havde sagt, at hvis Emma følte sig sulten, skulle hun spise. Men Emma havde (bevidst, selvfølgelig) tolket det som, at når hendes mave rumlede, ville hun spise. Den havde gjort det en gang i dag, og da havde hun taget en riskiks; men det var også det eneste, på nær en skål jordbær med fløde, som hun havde fået idag.
Stilheden, der lagde sig over dem begge var både betryggende, men også en smule ensom - i hvert fald for Emmas vedkommende, og hun sænkede blikket og gav sig til at bide sig i læben for at finde på et nyt samtaleemne. ,,Uhmn... Har du fået aftensmad?" Spurgte hun; det nyttede jo ikke noget at trække Nicklas med sig hele vejen til byen, for så at finde ud af han ikke var sulten. Så ville hun blive nød til at spise imens han så på, og ventede på hun var færdig - sikke en skræmmende tanke!

[Nicklas]

Da hun brød stilheden, så Nicklas næsten forskrækket ud. Han havde ellers lige gået og vænnet sig til, at ingen sagde noget, og været så fordybet i sine tanker om hvordan han skulle følge hans skema, når Søren havde så strenge regler for, hvor meget Nicklas måtte træne.
Jeg nikkede "Yearh, jeg spiste lige inden jeg løb en tur. Men kan sikkert sagtens klemme lidt ekstra ned" Svarede jeg hende, og smilede. Jeg måtte have energi til i morgen, masser af energi. Måske var han så heldig, at han kunne løbe endnu længere i morgen, og presse sig selv endnu mere.
- Frys

[Emma]

Emma smilede let da det gippede i Nicklas; han blev overrasket over, at hun pludselig brød stilheden, og det var tydeligt. ,,Godt nok. Vil du ikke med mig ind til byen og finde noget spiseligt, da?" Spurgte hun smilende, og der var ikke noget at tage fejl af; hun brugte så meget charme, hun kunne mønstre i det smil, for var der noget hun ikke gad, var som sagt at sidde mutters alene på et eller andet mad sted, eller at Nicklas bare sad og gloede.
Hun så lidt ud over havet, imens hun gik videre, side om side med Nicklas. Når de var kommet ind til byen - hvis de da skulle det - ville himlen være helt klar af lyserøde, gule og grålige nuancer, og Emma glædede sig helt. Det var også lidt rart, at der gik en anden med, som hun kunne nyde synet sammen med. Rart.

[Nicklas]

"Jo da, vis vej" Svarede han, og fulgte efter hen hen ad stranden. Hva dhun ville spise, var han stadig ikke rigtig klar over, men hvis det bare ikke var sushi, var han ligeglad. Hvad er pointen i rå fisk? Det skal steges.. Men han vidste så meget, at de ikke skulle på McDonalds.
Himlen over dem, og stranden - og resten af Danmark, var så småt ved at skifte farve. Ikke noget han tænkede så meget over, han plejede at fokusere mere på at få løbet så langt og hurtigt, som muligt. Men nu hvor han gik, kunne han rigtigt se det.

[Emma]

,,Det skal jeg nok. Det er bare ligeud og til venstre," sagde hun smilende og pegede over mod en lille klynge træer, der tilhørte en af de små havehuse tæt ved pladsen, inden de store, monstrøse bygninger begyndte at titte frem.
Emma havde en genial retningssans, som hun egentlig aldrig havde tænkt over; hun havde kun været her i et par uger, og været i byen højst 5 gange, men hun kendte stadigvæk vejen fra stranden. Underligt. ,,Jeg foretrækker Sunset, der har de så fedtfattig mad," sagde hun og nikkede, for at forsegle sine ord med sin enighed med sig selv.

[Nicklas]

[ Frys? ^^ ]