Høloftet

[Emma]

Emma kunne stadigvæk ikke helt fatte, hvad Nicklas motiv havde været for et par minutter siden, hvis det da ikke var længere, og glemte, at det var sjældent at personer af det modsatte køn var dybsindige og altid havde en forklaring på, hvad de lavede. Hun følte sig bare en smule udstillet, da hans ord brød tavsheden, og hun fik lyst til at råbe af ham og skælde ham ud. Selvfølgelig var hun tænksom; han havde lige kysset hende! Men hun havde det også sådan, at hun faktisk havde brudt sig temmelig godt om det, så der var intet at være sur over. Men tænksom... I den grad. ,,Mhn... Hvorfor gjorde du..." brummede hun og lod sætningen hænge i luften, da han nok godt selv kunne regne resten ud, og lod øjenlågene glide halvt i så hun var fri for at se ind i den andens øjne. Det blev næsten for intenst, for følsomt. Hun bed sig i læben og mærkede hvordan spændingerne langsomt hørte op, og hendes hjerterytme begyndte at blive mere neutral.

[Nicklas]

Nicklas så en forbavset på Emma, han havde ikke vidst der ville være afhøring bagefter. Han rykkede længere op i høet og satte sig til rette. Skulle der være en grund. ”Det..” Begyndte han, og børstede sin knæ fri fra strå, som var blevet mast under hans vægt. ”Det ved jeg sgu ikke” Svarede han ærligt og trak let, og undskyldende på skuldre. Dog havde hun langt fra gjort modstand, så hun kunne ikke have så frygteligt meget i mod kysset.

[Emma]

Hun løftede forsigtigt blikket da han rykkede sig væk fra hende, og hun satte en albue i høet for at rejse sig en smule fra den bunke af gulligt hø, hun lå i. Hans svar fik hende til at bide sig i læben, men også til at smile og rødme en smule. Hvis han havde sagt, at det var fordi han godt kunne lide hende, ville hun nok blive nød til at gøre det klart at hun ikke havde dybe følelser for ham. Hvis han derimod havde sagt, at det var fordi han lige fik lyst, ville hun bare blive sur, men... Måske var det bedst, at han ikke vidste det. Måske var det bedst at hun heller ikke gjorde. Hun satte sig på knæ og rømmede sig en smule, stadigvæk med en rød kulør over kinderne, og rejste sig derefter op efter at have grebet fat i plastikposen igen. ,,Du vil stadig gerne hjælpe mig, ikke?" Spurgte hun affejende og kiggede på ham med et blik der var svært at tolke; hun følte så meget, at hun ikke kunne udtrykke det.

[Nicklas]

Nicklas nikkede, og kom på benene. Han smilede kort tilbage, og fortsatte med at børste hø af sine bukser – Ellers shorts. De korngule strå stak mod de bare ben, og desuden var det hestene, som skulle have hø. ”Hvis du holder posen, kan jeg sgu hurtigt proppe noget hø i?” Forslog han, og tog en håndfuld op fra den store bunke, de før havde ligget i. Hendes blik gjorde ham urolig, han var ikke sikker på hvad han burde sige, eller overhovedet mene. Dog lød han sig ikke længe tyngde af det, da han forsøgte at tolke hvert ansigtstræk positivt.

[Emma]

,,Okay... Tak," sagde hun og fremtvang et svagt smil, inden hun foldede åbningen på den store plastikpose ud og og holdt den åben med en hånd i hver ende af åbningen. Forsigtigt, gik hun et skridt tættere på ham, af frygt for at blive konfronteret med sine følelser; selvom hun tvivlede på, han ville spørge ind til dem, blev hun alligevel en smule skræmt ved tanken om at skulle sidde og snakke dybdegående om den foregående episode i høet. Tænk hvis hun ikke havde sluppet kysset? Var Nicklas blevet skuffet - var hun selv blevet skuffet, eller...
Alle de spørgsmål der hoppede op i hendes hoved kunne ikke besvares, så hun valgte at stryge dem til side og prøve at fokusere på det, der var vigtigt: (det bildte hun i hvert fald sig selv ind, at det var) at give hø til hestene.

[Nicklas]

Nicklas greb endnu en stor håndfuld hø fra gulvet og puttede i posen, sådan fortsatte han mekanisk indtil posen var fuld. Han sagde ikke et ord, mens han fyldte posen. Han skammede sig ikke over noget, eller spekulerede over andet, end sin kondition.
Efter et godt stykke tids larmende stilhed, rettede Nicklas sig op og strakte ryggen. ”Rider du?”

[ Kort .__. ]

[Emma]

Hun bed sig en smule i kinden over stilheden, der bredte sig på det store høloft. Med sammenpressede læber holdt hun bare posen ud fra sig og lod Nicklas fylde posen. Da den anden igen var hurtigst til at bryde stilheden mellem dem, følte Emma sig næsten helt lettet; stilheden havde presset mod hendes trommehinder længe nok. ,,Nej. Har gjort," svarede hun kortfattet og kiggede fraværende ned i den fyldte pose - inden smilet atter bredte sig på hendes læber. En tanke fik hende til at hæve blikket og skæve drillende over til Nicklas, inden hun spurgte; ,,Gør du?" i et drillende toneleje. Nicklas på en hest? Det burde næsten være omvendt!

[Nicklas]

Nicklas blev stående lidt, for at få en chance for at strække ryggen. Posen var tæt ved at kunne kaldes fuld, og ryggen tæt ved at kunne kaldes øm. ”Hvor længe siden er det du har redet?” Fortsatte han interesseret. Det havde han ikke forstillet sig, før han havde mødt hende her på høloftet. Hun var bare alt for tynd. Hesten ville kunne smide henne af, bare ved at tænke på det.
Han lo af hendes spørgsmål, og rystede kraftigt på hovedet. ”Nej, nej. Hvordan kunne du få den ide? Jeg har kun prøvet at ride på en af de små ponyer, man kan finde i tivolier”

[Emma]

,,Hmm." Hun tyggede let på sin læbe, trak på skuldrene og hævede langsomt blikket. ,,Før vi kom til Danmark, havde jeg min egen," svarede hun højtideligt. ,,Så det er vel ni-ti år siden?" Hun smilede let og lukkede posen med hø til, så det ikke kunne slippe ud med mindre man vendte den med hovedet i vejret. Emma blev hurtigt revet med at den straks løsnede stemning der opstod, da Nicklas begyndte at le, og udstødte selv et lille fnis. ,,Det ved jeg ikke, du virker heller ikke som en der... rider..." Igen lo hun kort og vendte blikket bagud. ,,Nå, men... Jeg må hellere se at komme ned og fodre de dersent... Heste," mumlede hun og mærkede atter knuden i maven smagen af Nicklas og hans varme stadigvæk hang ved på hendes smagsløg. ,,Ciao... Og tak for hjælpen," sagde hun med et forsigtigt smil inden hun vendte sig om mod lemmen i gulvet og smed posen med hø ned på gulvet langt under hende, så der efterfølgende lød et hult "puffh". Emma sendte det sidste, forlegne smil til Nicklas inden hun gav sig til at kravle ned af stigen, hun var kommet op ad for omkring en halv time siden.