Havfrue-springvandet.

[Bartholomew]

Kl. var ved at være tæt på ni.. Eller så var den ni, Beatrice havde aldrig kunnet klokken, havde simpelthen ikke haft tid, eller lyst til at lære det crap.
Anyhow, hun stod hun stirrede på den utroligt smukke havfrue, som jo selvfølgelig ikke var levende -For at være helt ærlig, så syntes hun at hun var skide grim, nok fordi hun var jaloux over det at hun var grim og at havfruen var smuk.
Hun rynkede på brynet og det så nu pludseligt ud som, for hende, at havfruen bevægede sig og hun begyndte at snakke til hende ,,Hvorfor stirrer du?.. Syntes du også jeg er smuk?" spurgte den egoistiske havfrue Beatrice som klemte øjnene endnu tættere sammen ,,Jeg syntes bestemt ikke at du er smuk. .Du er lige så grim som en tudses anus" Svarede hun og rakte tunge. Havfruen lo, en latter der gav klang i Beatrice's øre ,,Du er bare jaloux, fordi at du er grim.. Og jeg er smuk" Beatrice gav et brøl fra sig og sprang på springvandet, eller rettere sagt den del af springvandet der var havfruen.

[Bartholomew]

Beatrice tævede løs på den stakkels statue havfrue og det eneste pigen fik.. Var en smadret næve. I Barts fantasi skreg havfruen, som en stukken gris og løb væk. Beatrice hoppede af den ægte statue og rakte tunge ,,Det kan lære dig en ting eller to, din forvoksede fisk" Mumlede hun og rystede opgivende på hovedet, satte sig så ned, ved siden af springvandet og sukkede. Hun kedede sig rimelig meget lige nu, men hun havde intet at tage tilbage til hospitalet for.. Der var endnu kedeliger end her.
,,God damn her er kedeligt.." Hun brummede muggent og kløede sig let i hovedbunden, før hun, forsigtigt, løsnede sin hestehale så det glatte, dog utroligt vilde hår, faldt løst ned. Hun sukkede og satte det så op igen, i en mindre pæn hestehale end før.

[Wictor]

Wictor kom langsomt slentrende, hans blik var nedslået, og fulgte blot stien, hvor hans fødder et par sekunder efter betrådte. Han lyttede dog nøje efter for ikke at støde ind i nogen, eller noget for den sags skyld. Det var virkelig pinligt vis man gik ind i en lygtepæl fordi man var uopmærksom, men det gjorde også satans ondt!
Wictors halvdøde øjne vendtes langsomt og forsigtigt op igen, så han kunne se et noget bredere omfang, det der egentligt havde fået ham til det, var nok der var en eller anden der råbte op om at så kunne hun lærer det, så vidt han kunne se var der ikke ligefrem andre på pladsen, eller var det bare hans hjerne der spillede ham et puds?

[Bartholomew]

,,Tsk, tsk.. Forbandede Hafrue- lort" Mumlede Beatrice muggent og sad, fortsat, med blikket slået ned, hun hadede snobbere som dem. Men, når de kun var hendes fantasi var de meget værrer end den ægte vare.. Beatrice lavede dem nemlig værrer, det var det gode ved fantasier.. Man kunne lave det bedre og værrer.
Hun så op da hun hørte skridt og stirrede nu på en dreng længere henne, det eneste ved ham der virkelig fangede hendes opmærksomhed, var hans noget så døde øjne.. I hendes øjne var de pæne, og hun lagde hovedet let på skrå.. Før hun så, så væk igen .Det var ikke pænt at stirre.

[Wictor]

Wictor vendte dog blikket lidt væk igen, da det vist var en af dem fra hospitalet, ligesom ham selv, så det var sikkert bare noget hun havde bildt sig ind, og ikke ham. Hans blik fulgte atter jorden rundt, inden den gled op i himlen, og betragtede det som nu var deroppe, den klare blå himmel, de hvide skyer, som så bløde så bløde ud, også fuglene -Måger.. Hvor typisk..
Irriterende fugle som kun grinte af en og så dumme ud.. Og nakkede ens mad vis man ikke liiige var opmærksom når de gik på rov.. De glubske måger! De skulle skydes! Wictor hadede dem, men han vidste egentligt ikke rigtigt hvorfor, han plejede ellers ikke bare at være den der hadede ting når han så dem, men lige med måger havde han altid, det var vel en form for angst..
Atter vendte han blikket væk, denne gang fremad, så han så over på pigen, lidt stod han og tænkte, så lidt på sine fødder, over sin skulder, også lidt over på hende igen, inden han bevægede sig over mod hende.

[Bartholomew]

Hun smadrede sin, allerede, smadrede hånd imod statuen og fnøs koldt, hun mærkede intet og lod langsomt blikket glide hen på drengen igen. Han så nu op i himlen og Beatrice fulgte hans blik op på mågerne. Måger.. Hvorfor fanden kiggede han på mågerne?, hvad var der intressant i måger?
Hun trak kort på skulderne efter en tid hvor hun havde siddet og spekuleret over de samme to spørgsmål om og om igen.
Hun stirrede ned i joren, pillede let ved sit ærme og sukkede så imens hun betragtede sig selv, fra sin synsvinkel. Når man kiggede heroppe fra var det eneste man kunne se, af overkroppen, brysterne. Hun fnøs kort og greb, rimelig aggresivt, fat om sin mave og trak den ud. Hun havde intet imod at gøre det imod sig selv, hun vidste hun var buttet, næsten ligefrem tyk?
Hun rystede på hovedet og så op, det sitrede let i hende da hun bemærkede at drengen var på vej hen imod hende og rynkede let på brynet, men velkommede ham så med et hurtigt smil.

[Wictor]

Wictor så lidt på hende alt i mens han gik mod hende, lige så forsigtigt, da han så hendes smil gjorde det ham hurtigt trykkere, så var han i det mindste velkommen, eller hvad?
Han gengældte hurtigt smilet og så kort over sin skulder, hvorfor vidste han ikke rigtigt, han var nok bare lidt nervøs over nye mennesker, som han nu altid havde været-
Han så igen over på hende, og havde godt bemærket hun var lidt større end normal personerne, ellers var det bare fordi der rendte så mange skrækkelig tynde mennesker rundt derinde, at det så forkert ud, når han nu så de helt normale mennesker, eller var hun måske bare lidt mere fast i det? Han syntes hvertfald ikke det gjorde noget.
Roligt stoppede han ved springsvandet, så lidt på det inden han så på hende igen ,, må jeg sætte mig her..? " han satte sig dog ned inden han havde fået et svar, hun ejede jo ikke ligefrem springvandet.