Ved stoppestedet

[Emma]

Ud af 2A'eren træder Emma, da bussen når pladsen. Hun indånder den friske duft af forholdsvis ren luft, imens hun ser rundt på pladsen. Hun smiler let for sig selv og sætter sig hen på en blomsterkasse med smukke, gule og røde blomster, for at fiske sin elskede mobiltelefon frem, proppe øretelefonerne i ørene og tænde for noget musik. Det første nummer, der begynder at spille da hun skruer op for lyden, er 'What goes around comes around' med Justin Timberlake, og ved lyden af musikken breder der sig et smil på Emmas læber. Hun fryser ikke, da hun har en tyk, sort dunjakke på med lys pelshætte, samt et par lyseblå bukser, nogle benvarmere og nogle sorte, smarte støvler.

[Thomas]

Ikke langtid efter at Emma træder ud af bussen, stiger Thomas ud. Han ser søgende rundt med et let smil bredt ud over læberne. Han sætter hænderne i lommerne, og trasker hen - ikke langt fra Emma - og ud på pladsen. Han er iført et par tætsiddende hængerøvsbukser, en sort cardigan med en regnbuefarvet charmeklud hviklet om halsen, sat hår der er pjusket bagtil og fladet pandehåret godt ned i øjnene også hans ellers store fluesolbriller også hans sorte allstar. Han vipper læberne let frem og små nikker lidt, hyggeligt sted.

[Chris]

Chris stiger ud lige efter Thomas. Hans hovedet var mod jorden for så vidt at undgå at se på sidespejlene af bussen dog kunne han høre hans spejlbilledet kaldte og talte til ham. Fik ham til at få et forstyrret udtryk i ansigtet. Det var irriterende at de ikke bare kunne lade ham være. Han havde endelig fået lov til at forlade hospitalet for en lille tur på egen hånd og så var den som altid spoleret. Dog var der ikke andet der var dukket op af hvad han havde opdaget. Sådan nogle ture gik tit galt for ham men den var rimelig vellykket idag. Han havde en løs hvid skjorte på, nogle løse grå bukser og hvide sneakers. Han så træt ud og hans hår var nok til at dække hans ansigt når ham lænte hovedet forover.

[Thomas]

Bussen så ud til at holde stille, de andre folk der var herude så ud til at stige på. Han vendte blikket bagover for at se folk der vandrede ind, og ud af bussen. Det var befriende at komme væk fra hospitalet og ud på en anden grund.
Han vandrede let frem i grusset og standsede på midten af plassen, helt henne ved springvandet. Han satte sig på kanten og slog føderne overkors.

[Chris]

Da Chris var kommet væk fra bussen og ikke kunne høre stemmen mere løftede han blikket og hans blide ansigt kom til syne samt et lille smil. Det var befriende at være ude for hospitalet. Det var nærmest som et fængsel derinde men det var bedst for ham selv. Han ville ikke kunne overleve mere end en dag udenfor hospitalet og han kunne heller ikke vende hjem. Så ville det bare blive værre. Dog hjalp medicinen meget på hans symptomer og de syner han havde. Dog ikke med alle. Han drog hen mod springvandet og uden at vide det fulgte efter en fyr. Dog skilte deres veje da fyren satte sig ved springvandet og tvang Chris til at gå lidt længere ned af springvandet og sætte sig . Det var et dejligt vejr.

[Thomas]

Han slog blikket op imod himlen, solens stråler slog hårdt imod de sorte glas på hans enorme fluesolbriller. Smilet der log over hans læber gled langsomt væk igen. Han var meget glad for at komme væk fra hospitalet, minuset var bare at han ikke nåede at træne idag? Han kunne måske løbe hjem? Så langt var der jo hellere ikke, også kunne han også tage en tur på cyklen når han kom hjem. Også selvom han ikke måtte det, men det kunne han jo bare undlade at sige. Det fandt igen udaf.
Hans opmærksomhed blev vendt imod Chris, da han vandrede forbi ham. Han slog blikket imod ham, han havde bestemt set ham før. Navnet kunne han ikke komme på, men det var bestemt hellere ikke hans stærke side. Det med at huske navne ovs.

[Shaye]

Shaye nåede lige at stige bussen, før det for hende lød som om at dørene lukkedes. Hun var ikke interesseret i at se tilbage, for at se om bussen kørte, hun ville bare gerne ud. Det var som at blive lukket inde. Hun hadede at sidde i sådan nogle transportmidler. For så havde hun ingen mulighed for at slippe væk, hvis nogen bare begyndte at tale til hende. Shaye havde fået lov til at lige at se det hele an i lidt tid, før hun så skulle tilbage til Faho. Det havde hun det fint med. Hun havde selvfølgelig ikke selv spurgt. Det var noget, som en af pædagogerne havde tilbudt hende. Eller.. Hun mente i hvert fald, at det havde været en af pædagogerne. Det kunne vel være ligemeget. Shae så lidt rundt, og hun så hen mod de to fyre der sad på springvandet. Fint; nu vidste hun, hvor hun ikke skulle gå hen. Allerede nu, gad hun ikke at vende tilbage til Faho. Der var ingenting at komme efter, udøver flere psykologer som bare ville plabre løs, selvom de vidste, at hun ikke ville svare.

[Chris]

Chris' smil forblev på hans læbe. Der sitrede nærmest en spænding i hans mave af at være ude i det fri. Ligesom et rush når man kørte ned af en stor rusjebane i en forlystelsespark. Han var bare så spændt at han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv andet end bare at sidde på kanten af springvandet og smile. Han tog benene til sig og tænkte slet ikke over at springvandet også gav en reflektion ligesom et spejlbillede men hans spejlbillede så ud til at have givet op indtil videre. Måske var det fordi han var så glad lige nu. Det var måske derfor han ikke dukkede op. Pludselig kunne Chris mærke en følelse af at blive set på. Fik ham langsomt til at vende hovedet mod Thomas. "Han... Han er fra hospitalet.." De havde åbenbart lukket flere ud idag. Han var dum nok til at tro han var den eneste.

[Nicklas]

Nicklas kom gående hen ad gaden, med et lettere irriteret udtryk. Han havde ikke noget bussen, så hans ben måtte være hans egen bus. Han gik og så ned på sine kondisko klædte fødder. Tøjet var den samme stil, som altid: Løst sportstøj, også selvom han ikke havde været ved idrætsanlægget - Det havde han fået forbud imod, af lægerne. Over det næsten skaldede hoved, havde han trukket en sort hue godt ned om ørene. Jo nærmere han kom imod bustoppede stedet, jo mere blev han opmærksom på alle de personer, som befandt sig der.

[Emma]

Emma ser sig omkring. De andre er steget ud af bussen, og hun betragter dem med et lettere arrogant smil over læberne. Ingen af dem, der står på gaden, ligner nogen hun kender - men hun kom jo også først i går. Sangen i hendes ører skifter hurtigt til noget Evanescence, og hun retter sig døsigt op. Solen er ved at gå ned. Hun har aftalt med Maja, hendes "kontaktperson", at hun skal være hjemme senest elleve. Det skulle hun nok kunne klare...

[Thomas]

Han rettede sig op fra sin stilling. Det så ud til at den anden opdagede ham, han sendte ham et lille svagt smil. Hvorfor ikke være venlig? Han lagde hænderne imod sine lår og trummede let med fingrene imod dem. Han sukkede let, det var ganske hyggeligt at sidde her, men der begyndte at blive lidt små koldt.
Han vendte blikket hen imod gaden, omg! Han fik øje på Nicklas. Han var noget af det største han nogensinde havde set, virkelig pumpet. Han rynkede brynene let sammen, og lagde en hånd imod sine solbriller som han let trak fra øjnene. Hans store - og ganske flotte - grå øjne så stirrende fra person til person. Han hævede underlæben lidt og fugtede let sine læber. Folk virkede utrolig stille?.

[Nicklas]

Nicklas hævede blikket lidt, og så på personerne: En ad gangen. To piger, og to drenge - Tre hvis det var inklusiv ham selv. Hans rytmiske gang, standsede da han nåede det blå skilt, der fortalte hvornår busser kom, og hvornår den kørte. Den han lagde mest mærke til, var en tøs med et arrogant smil klistret fast i hendes ansigt. Han lod ikke mærke til Thomas, som stirrede på ham - Gudskelov, det ville give ham følelsen af at.. være lille?
Han lagde armene en smule over kors. Nu kiggede hun vel ikke på ham?

[Chris]

Chris holdte blikket noget tid på Thomas og lagde hovedet langsomt på skrå. Sjovt nok at de skulle tage samme sted hen. Der kom flere mennesker til syne og flere af dem kom fra hospitalet. Var det alle der havde fået lov til at komme ud idag? Det var ikke fair! Der var så mange gange Chris ikke fik lov til at gå ud og nu troede han rigtig at han havde fået særbehandling. Han sænkede blikket igen og kunne pludselig høre sit spejlbillede. Han var begyndt at føle sig trist igen. "Chris... Hey Chris.. Skub fyren i vandet. Han har ikke ret til at sidde ved springvandet. Det er kun dig der har. Skub ham i.. Skub ham.. Skub ham!" Hans spejlbilledet fortalte han det konstant og stædigt. Chris holdte sig for ørene og prøvede at ignorere stemmen men den var for høj. "Jeg vil ikke.." mumlede han for sig selv.

[Emma]

Emma bemærker hurtigt hvordan folk omkring hende er stoppet op. Frosset fast i afmagt. Ynkeligt, tænker hun for sig selv, imens hun hiver de små øretelefoner ud af ørene, slukker musikken og rejser sig op, for så at putte den sorte Sony Ericsson i jakkelommen og vippe lidt på fødderne. Hun bemærker den høje, temmelig pumpede fyr der står og ser på hende, blinker let med de lange, dådyrslignende øjenvipper og sender ham så et afmålt smil - ikke for flirtende, men heller ikke for tilbageholdende. Et venligt, men stadigvæk charmerende tandsmil - sådan et, som man ser på film. I det mindste en ting der er pænt ved dig, lød stemmen i hendes hoved, da hun vendte sig om for at se på butiksruden, fyldt med mannequinner med moderne kjoler.

[Thomas]

Han trak de store solbriller op omkring næsen igen, og rejste sig fra kanten af springvandet. Han trængte til at snakke med nogen, i stedet for bare at sidde og stirre på folk. Det var sjældent han gad at starte en samtale, hvilket han var rigtig dårlig til, men den har gang kunne han nu godt alligevel. Han trippede hen imod Nicklas, på sin egen lidt sjove måde, og standsede ved siden af ham,
"Det er nice nok, at komme væk fra hospitalet." han vendte blikket op imod ham. Ja op imod ham. Nicklas så ud til at være højere og ganske brede end Thomas selv.