En lille bænk på solskinssiden af stalden

[Fie]

På en sød lille træbænk i den bagende forårs sol sad en tynd pige. Hun var i klædt en sort buksedragt og en rød jakke med et sort bælte omkring. Hun havde et par lange stramme støvler på, de var i sort læder og havde et lille rødt bånd rundt i kanten.Pigens hår faldt bare som en stille strøm honning ned om hendes magre ansigt. Fra en stor afstand så på hende lignede hun bare en helt anmendelig pige med hænderne i lommerne, men Anne Sofie Lykke var langt fra normal. Hvis hun så sig i spejlet ville hun se et kæmpe flæskebjerg. Når andre ser hende ser de et skelet med hud på. Hun havde nemlig anoreksi, og derfor var hun kommet til Farm Hospital.

[Birk]

Birk kom tøffende langs stien, med blikket som fæstnet til den lille vej af grus. ,,112, 113, 114, 112, 113, 144, 112..." Han var ikke kommet, fordi han havde anoreksi. Han var kommet, fordi han ikke kunne være sammen med dem fra den gamle skole: han kunne ikke. De ville ikke. De drillede. Drillede... Ja... bed han sig i læben, da han havde talt '112, 113, 114' 20 gange. Så stoppede han op, og fik øje på en pige længere fremme. Han lagde hovedet lidt på skrå, og begyndte så igen at gå langs stien; nu talte han dog ikke mere. ,,Hej," hilste han forsigtigt, da han nåede hen til pigen, der var klædt i meget moderne tøj. Han så ned af sig selv; en grøn og gul-ternet skjorte, et par mørkegrønne Cheap Monday-bukser og hans sorte converse-sko - i dag, med et gult og et rødt snørrebånd i.

[Fie]

Pigen, der for det meste blev kaldt Fie, kiggede ned af grusstien da hun hørte en komme tøffende. Hun så noget skeptiskt på den tællende fyr. Fie så noget mut ud og hun var i den grad heller ikke glad. Hun havde kun været her i, hvad halv anden time, og hun hadede det allerede! Hvis hun skulle være her i lang tid måtte hun nok hellere se at vænde sig til tanke om at blive tvunget til at spise mad.. Fie vidste at det ville ende med at hun døede af fedme hvis hun fortsatte som nu, i følge hende selv. Det var i virkeligheden lige modsat. Hun var snart dødeligt tynd, det var bare ikke muligt for hende at se. Da drengen hilste på kiggede hun lidt på hans tøj. Hvorfor skal jeg snakke med tabere som ham?! Hnnnn, jeg må hellere få så meget ud af det som muligt. Jeg vil slet ikke kunne holde det ud at skulle være her i lang tid uden nogen om helst at snakke med ... ,, ... Hej ... " Mumlede hun og så ned i jorden hendes hår gled med og hang nu ned foran hendes skuldre.

[Birk]

Birk kunne godt se at pigen ikke var meget for at hilse tilbage, men han var ligeglad. Han havde ikke brug for hende; han havde sine elastikker og sine snørebånd. Han kunne alligevel ikke lade være med at smile let, da pigens honninggule hår faldt ned omkring hendes skuldre. ,,Du ser ikke særlig glad ud," sagde han og kørte hånden gennem det korte hår. Han ville ikke sætte sig ned; bænken var for lille, og han kendte ikke pigen. Hun lod heller ikke til at bryde sig særligt om Birk. Lille Peter Edderkop...

[Fie]

(Jeg får altså vildt grineflip over din avatar tekst. Den er så god!)

Fie så undrende op da han komenterede hendes humør. Det var hun slet ikke vant til. Måske fordi hun plejede at have et falsk smil på når hun var omringet af folk hun kendte og holdte af. Men her var det anerledes, folk bekymrede sig åbenbart om hende. Sikke et mærkeligt sted hun var havnet. ,,Næhh.. Måske fordi jeg er blevet sendt her til. Min læge fabler om at jeg er for tynd. Hvad fanden rager det ham?!" Fie kunne mærke tårene begynde at rejse sig i hendes øjne. Come on Fie! Du skal ikke begynde at tude nu ... Da en enkelt tåre slap ud af hendes jerngreb skyndte hun sig at tøren den væk uden at ødlægge sin øjn-makeup.

[Birk]

(Hey, tak Birk for hans snørebåndssamling x3)

Birk lod hovedet falde lidt til siden og tyggede lidt på sin læbe. Da Fie pludselig flippede ud, spilede han øjnene op og kløede sig i nakken. ,,Ehm -" prøvede han sig frem, men han kunne ikke finde på noget at sige. I gamle dage, når nogen græd, skulle man kalde på en voksen. Men nu... Nu føltes det bare så plat at gøre det. ,,Du må ikke græde..." prøvede han igen, satte sig ned på knæ og lagde forsigtigt hånden på pigens skulder. Han var klar til at springe op og fare væk hvis hun pludselig skulle bryde sammen igen, men Birk fik altså lidt ondt af pigen - også selvom hun virkede en smule fjendtlig.

(Frys -__- Åbenbart...)

[Fie]

Fie snøftede en enkelt gange og så tøvede op på drengen. Hun havde underligt ondt i sin arm, og der var kommet en besynderlig bule agtig ting midtvejs oppe af hendes under arm. Fie kørte forsigtigt sin anden hånd hen over og jamrede sig betydeligt. Hun løsnede bæltet hun havde om maven og stramede det til og håndledet hvorefter hun lukkede det så hun kunne tage den bag om nakken. Fie havde mange gange før brækket en af sine tynde knogler under et af hendes raseri anfald. Hun havde derfor altid et eller andet på sig som hun kunne binde sin arm op med, hvis det da ikke var benet der knækkede midt over. Fie rejste sig en smule klodset op og ømmede sig en smule. Hun prøvede at bevæge fingere, dren enste der lystrede var langefingeren og det udløste et smerteudbrud gennem hele armen. Hun bed tænderne sammen og sin læbe så en lille dråbe blod trillede ned over hendes hage. Da smerten var væk tørede Fie blot blodet bort og rettede op på den udtværede sminke. ,,Er du ikke sød at hjælpe mig op til sundhedsplejersken, skal ha' gjort noget ved den her arm" Med sin frie hånd skuppede hun en hårtot væk fra sine øjne.

[Birk]

Birk bed sig i læben. Han vidste ikke om han skulle gøre et eller andet for pigen, eller om han bare skulle stå og glo; nummer no lød mest rigtigt, men hvad skulle han dog gøre? Han så ned på sine fødder, og begyndte at stampe i jorden med fødderne. Kr-kravlede op af muren...
Da pigen endelig var færdig, nikkede Birk og smilede prøvende til hende. ,,Jo... Kom," mumlede han og rakte hånden ned til hende, så imødekommende som han kunne. Han ville med glæde hjælpe den stakkels pige. ,,1, 2, 3..." Med et stadigt smil på læben hev han hende op og stå og begyndte så langsomt at gå op mod hospitalet. ,,Det er ikke sundt at gå sådan løs på jorden," mumlede han lavmælt.

[Fie]

Fie kiggede noget undrende da drengen begyndte at trampe i jorden. ,,Øhhmm, tak?" Sagde hun og kløede sig i håret da han havde hjulpet hende op og stå. Fie kiggede stille ned i jorden fordi hun vidste at det ham mumlede ikke var helt galt. ,,Hvad... Hvad hedder du?" Hun var noget nervøs over at stille dette spørgsmål, det var ikke et spørgsmål hun havde stillet specielt mange gange i løbet af de sidste mange år. Men hun måtte hellere se at få sig nogle venner hvis hun nogen sinde skulle klare sig her på stedet.

[Birk]

Han smilede forsigtigt til pigen, da hun takkede, men svarede ikke; han begyndte bare at gå, idet han slap hendes hånd. ,,Jeg hedder Birk Bille," siger han med et svagt smil, ,,men du må kalde mig hvad du har lyst til..." Tjah. Han var egentlig ligeglad med, hvad hun kaldte ham; bare det ikke var "dumbokrølle" eller "tællespasseren". Det havde nogen af pigerne fra hans gamle klasse kaldt ham; Dumbokrølle havde han aldrig fundet ud af, hvad skulle betyde, men Tællespasseren havde han regnet ud. Og han kunne ikke gøre for, at de ikke forstod hvad der foregik indeni ham, vel?

[Fie]

Hun var lige ved at grine da hun hørte hans navn men bed det i sig, da hun ikke mente at det ville være særlig smart hvis nu han var her pågrund af en deprition over sit navn ... Fie grinte indvendtigt af sig selv og syndte sig så at pressentere sig selv. ,,Jeg hedder Anna Sofie Lykke. Du må selv finde ud af hvad du vil kalde mig men de fleste kalder mig Fie" Hun smilte prøvende til ham og overvejede om hun kunne tillade sig at spørger hvorfor han var her.

[Birk]

Birk kunne godt fornemme hvordan latteren med omhu blev tvunget tilbage af den tynde pige, men det slog ham ikke. Han var ligeglad med, om hun syntes hans navn var fjollet; det gjorde så mange andre også, og han syntes det også selv. ,,Anna Sofie Lykke," gentog han. Sikke et fint pigenavn. Lykke måtte være endnu et mellemnavn, tænkte Birk, da han jo heller ikke havde sagt sit fulde navn; hans efternavn var jo Christensen.
,,Okay. Så kalder jeg dig også bare for Fie," lo Birk kort, idet han fortsatte op mod hospitalet. Sofie... Fie... So... Fie...

[Thomas]

Efter at have løbet en god tur i skoven, og derefter taget et bad har Thomas tilladt sig at trippe hen ved siden af stalden og sætte sig på bænken. Hans blik er vendt ud igennem luften og ser ud til ikke rigtig fokusere på noget. Lidt tåget rent faktisk.
Han ligger en hånd imod det halvvåde hår, pjusker let bagi og trækker den så tilbage hvorefter han ligger den ned i lommen hvor han trækker sin telefon op. En af de dyrer af slagsen oven i købet. Han trækker, med den anden hånd, sine solbriller ned omkring øjnene og vender blikket søgende op imod den nedgående sol, og skriver videre på en sms.

[Thomas]

Han rynker brynene let sammen og ligger telefonen tilbage i lommen, personerne her på farmen er ikke just de mest hyggelige at snakke med. Eller i det hele taget være sammen med. Der lyder en brrrr' lyd fra hans bukselomme, hans telefon ringer. Han trækker den op og ser på skærmen. Henriette, hans kontaktperson. Han vipper underlæben let frem, han har allermest lyst til at ignorrer det og bare lade hende ringe. Men hun ved at han har sin telefon på sig, så han kan ikke gøre så meget andet end at tage telefonen. Han trykker på en enkelt knap, og fører telefonen op til øret,
"Yearh?" lyder det fra ham. Der høres en mumlen i den anden ende af røret, han små nikker lidt og sukker, "Jaja.." mumler han tilbage og vender blikket op imod den lyseblå himmel. Ikke mange minutter efter ligger han på, og rejser sig fra bænken. Han ser sig kort omkring, inden han forlader stedet. Tid til samtale.

[Thomas]

På bænken sidder Thomas. Han har lige været i bad, og valgt at trippe udenfor for at nyde den flotte solnedgang. Han er iført et par sorte hængerøvs bukser, en t-shirt med en mystisk lillaprint på, og selvfølgelig hans solbriller.
Han slår et enkelt blik udover området, hvorefter han lænder sig tilbage og trækker et enkelt ben op til sig. Han slår i en underlig takt, imod sin converse sko, med sine to pegefingre og vipper let med hovedet. Åbenbart til en sang han har fået på hjernen, som han sidder og synger inden i, med laver musikken med fingrene.
Han vipper overlæben udover underlæben og leger lidt med sin læbepiercing, som sidder i højre side af læben. Det er et stykke tid siden han har fået den lavet, men det medbringte så også at han fik den dårlige vane at lege med den efter han fik skiftet smykket ud.