I Hjørnet i en af de mange stuer -

[Wictor]

- stod et flygel, skindende sort og med skindende hvide tangenter og ligeså gjorde de sorte tangenter, altså skinnede.
Lidt derfra var en pejs bygget ind i muren, der var dog sat et gitter for, for at folk som ikke tænkte helt klart kunne komme til for at røre det.
Udover det stod der nogle sækkestole og diverse andre bløde sofaer og diverse andre reoler osv.
Hele rummet havde en dejlig varm og tryg fornemmlese.

Wictor havde siddet inde i stuen i et stykke tid, og egentligt bare ventet på at folk havde lettet rumpen og skredet ud af rummet, hvilket den sidste person først var nu.
Han sad lidt bare og så over på flygelet, med en let tænksom mine, det grå-hvide hår fald karakteristisk ned om hans ansigt og indrammede hans let spidse ansigt mens de tydelige blå øjne så over mod flygelet, ilden genspejlede sig tydeligt i de næsten hvidlige øjne.
Langsomt rejste han sig op fra den ene sofa som han havde haft ejerrettighed på mens han nu havde siddet i den, han strakte sig kort ligeså lang som han nu var, og vandrede roligt over til flygelet som bare kaldte på ham, eller ville han sådan set bare prøve at slappe af, han var jo ikke direkte meget for at blive stemplet som en form for, idiot, psykisk syg.
Tanken fik det til kort at løbe koldt ned af ryggen på ham, inden han placerede sig på skamlen som var placeret foran flygelet, fingrene løb langsomt og forsigtigt henover de skindende hvide tangenter mens en masse af de melodier han kunne løb gennem hans hoved, hvilken skulle han mon vælge?

[william]

jeg kom stille gående ind, i den spinkel figur jeg nu var. kort lod jeg blikket glide rundt i rummet. jeg gik hen og tog en sække pude hen foran pejsen, hvor jeg lagde mig på maven på den og så ind i den dejlig varme ild. "hvorfor brænder ild? hvorfor er det ikke bare koldt.. ligesom sneen der falder på mit vindue?" spurgte jeg stille. mest til mig selv da jeg ikke havde lagt mærke til den anden. ilden varmede så dejligt syntes jeg. men hvis jeg stak fingrene ind ville det gøre ondt. jeg så trist ind i ilden. normalt ville man syntes det var hyggeligt at sidde her og varme sig. men jeg syntes det var deprimerende. også fordi jeg ikke rigtig kunne føle de rigtige følelser somme tider.

[Wictor]

Wictor sad lidt og spekulerede mens hans fingre kort tog et par enkelte toner.
Hans blik gled kort om på den anden som pludselig var ankommet og snakkede om ilden, hvorfor den ikke skulle være kold? Jamen hvorfor skulle den ikke være varm? Det var egentligt et dumt spørgsmål, ligesom; hvorfor er vand vådt?
Wictor kom blot med et lille varmt smil, og vendte sig ordenligt mod flygelet og kastede kort med hoved, inden han roligt begyndte at spille melodien som han syntes var så smuk, så elegant, så følelsesladet(klik) hans fingre gled let og elegant over tangenterne og fangede de rigtige toner i hvert kast hans fingre gjorde for at spille videre, hvilket de også gjorde perfekt, langsomt nynnede han med, lavt syngende, dog ikke tydeligt medmindre man kendte sangen. Wictor kunne godt synge, men nød ikke at bruge sin stemme fuldstændigt..

[william]

Jeg genkendte straks melodien der blev spillet. hurtigt så jeg mig over skulderen og fik øje på fyren. stille begyndte jeg at synge med. jeg kunne godt synge. det var ikke det. det var bare sjælendt jeg gjorte det i offentligheden. jeg rejste mig langsomt fra sække puden og gik over imod flyget med langsomme og forsigtige skridt, mens jeg sang videre. jeg så på fyren klort, men så så på hans fingre der let og elegant bevægede sig over tangenterne. jeg smilede stille og satte mig halvt på flyget. stille sang jeg med og glemte alt som min bangehed og generthed. jeg lukkede øjnene og lod mig bare glide ind i melodien, men sjeg stille sang med.

[Wictor]

Wictor spillede roligt videre og nynnede roligt med, han bemærkede godt at den anden var begyndt at nynne med, men han gjorde dog ikke noget ved det, hvorfor skulle han? Vis den anden følte sig underholdt var det vil bare det.
Wictor så lidt på den anden som nu havde sat sig på flygelet, han hævede let brynet og gjorde et kort let kast med hoved for at få håret væk fra hans øjne, det kildede og irriterede ham gevaldig. Atter lukkede han sine øjne halvt mens han bare roligt og fredfyldt spillede videre..

[william]

jeg sukkede stille og hoppede ned igen fra flyget. jeg så væk og tav. hvad havde jeg at suge eller synge. jeg havde ikke lyst. jeg mistede alt mit livs mod lige nu. hvorfor vidste jeg ikke. ilden gjorte mig agresiv og melodien gjorte mig ked af det. de to forskellige følelser blandtet sammen. det gjorte mig forvirret. meget forvirret. jeg lukkede øjnene og ville bare lukke ilden ude. musikken ude. jeg havde mest af alt lyst til at være på mit værelse nu og bare sidde der oppe og glo..

[william]

//frys!

[Wictor]

Wictor så lidt på den anden som pludselig virkede så deprimeret..
Langsomt og blidt afsluttede han melodien og lod kort blikket hvile på flygelet.. Men sagde umiddelbart ikke noget før blikket langsomt blev hævet og han så på den anden, med hoved let på sned og de sælsomme øjne hvilede på den anden, lettere nysgerrigt...
Hans tanker var der ikke, han var tom for tanker lige nu.. underligt nok, dem plejede han ellers at have mange af..

[william]

jeg sukkede stille og så ind i den fredelige ild. jeg skævede over imod fyren der lige havde spillet, og lagde hovedet på skrå. min vrede forsvandt. jeg ved ikke hvorfor. det var nok på grund af fyrens meget betagende øjne. det var hvertfald det førstejeghavde set på og mærkede min vrede forsvinde. men måske var det også bare mig. jeg var jo ikke ligefrem 'rask' i hovedet.

[Wictor]

Wictor kom med et roligt og afdæmpet smil mens hans øjne skannede dens anden udseende ind for han kunne genkende personen på et andet tidspunkt.
Roligt rejste Wictor sig så taburetten automatisk blev skubbet lidt bagud, han var høj, hvertfald vis man så på hans alder, Wictors højde svarede til cirka 185 cm, hvor de andre nok normalt bare lå nede ved de tres, men Wictor havde bare altid været høj hvilket han jo ikke kunne gøre for.
Kort kastede han med det grålige hår og spadserede han over til en af sofaerne hvor han så placerede sig i, og satte sig til rette, med hoved dovent hvilende på armlænet.

[william]

mit blik fulgte bare med fyren. "y..yo.." sagde jeg stille og forsigtigt. jeg så forsigtigt på fyren og lagde hovedet på skrå. jeg sagde ikke mere end det. faktisk fattede jeg ikke at de ord var kommet over mine læber. forsigtigt gik jeg hen imod fyren og satte mig ved siden af ham. jeg så ned i sofaen og bed mig let i læben. jeg så kort ind i ilden og sukkede så tungt. jeg kunne godt forstå hvis den anden ikke ville have nogetmed mig at gøre.

[Wictor]

Wictor fulgte roligt den anden med blikket ,, mnnh, halløj " han kvalte lavt et gab og kom med et lille undskyldende smil mens han så på den anden som virkede så genert og forsigtig.
Wictor lod hoved hvile på armlænet og pillede lidt ved det grå hår mens han fortsat så på den anden som placerede sig på sofaen ved hans side, hvilket ikke gjorde Wictor noget.
Wictor så roligt på den anden inden han fortsatte deres samtale ,, Wictor her, hvem er du ?"

[william]

"William.." savarede jeg stille og skævede over imod Wictor. jeg så, så hen imod ilden igen og sukkede. hvorfor var jeg altid så forsigtig? hvorfor kunne jeg ikke bare lalle rundt. ligesom til min søsters begravelse? hvorfor lallede jeg rundt der? hvorfor lige på DET tidspunt?
Jeg sukkede lettere irriteret på mig selv og lukkede øjnene. hårdt knugede jeg mine hænder, ved billederne om min søster. død og ligbleg. blodpølen under hende. mine forældres grædende ansigter. der hadiske øjne der hvilede på mig, fordi jeg ikke havde kunne føle det rigtige..

[Shaye]

Shaye sad i skrædderstilling foran pejsen. Tidligt i morges havde flammerne danset rundt derinde, men fordi ngen andre end personalet måtte rode i ilden, havde hun ikke selv haft mulighed for at rode op i flammerne og lægge brænde på, så hun kunne holde den varmende ild i gang. Nu sad hun blot md lidt afstand fra gitteret foran pejsen, og så på tilbageværende gløder. Det havde været kedeligt at være på dette hospital. Langt hellere ville hun havde været på en kostskole eller noget, med normale mennesker. Hun var jo ikke syg ? Det mente hun ikke selv.. Men et eller andet sted, så vidste hun det jo egentlig godt. Helt rask kunne hun ikke være, når hun nægtede at tale.
Et lavt suk slad ud fra hendes læber. Shaye var ikke engang godt selskab for de andre, når hun jo ikke sagde så meget som ét ord. Psykologen var vist allerede ved at være godt træt af, at hun til deres samtaler, bare sad og så rundt i rummet. Dog havde hun en enkelt gang fået lov til at tegne. Hvorfor vidste hun ikke. Blyanten havde dog været helt slidt, og hun kunne ikke få fat i nogen blyantspidser. Havde den psykolog mon håbet på, at hun ville have spurgt efter en ? Hvad psykologen havde det, så syntes Shaye ikke meget om den psykolog længere. Endnu et suk kom.