Den store indgangshal

[Nemo]

Jeg lod mig hverken afskrække af den store port eller det temmelig tunge håndtag, der skulle trykkes ned: tvært imod var det lidt som en ekstra udfordring, a la en beslutning, der blev taget: jeg vil ind, derfor skal du ned, dit ... dit håndtag.
Da jeg så endelig stod indenfor, med en knapt fyldt sportstaske i den ene hånd og min guitartaske i den anden, tog jeg mig god tid til at se rundt. Rummet virkede meget større, end jeg havde forventet, og varmen slog imod mig. Dråberne hægtede sig på mine sorte øjenvipper og gled ned over den drivvåde dunjakke. Jeg var gennemblødt i top og tå: mit hår hang slapt ned ad nakken, fra mine converse piblede vandet ud og dannede en diskret sø om mine fødder.
En kvinde i receptionen smilede pædagogisk. Jeg stirrede bare lettere foruroliget tilbage, mens hun rejste sig og trak hen over stengulvet; bare hun ikke gled på sine kæmpehøje, sorte hæle og druknede i vandpytten.

[Emma]

Emma, der lige havde fået tvunget en portion varm porresuppe ned i halsen, traskede ud af kantinen og stod nu, ganske tør, i døråbningen til indgangshallen og den lille receptions-boks, der stod imellem de to buede trapper. Hun fik hurtigt øje på den blonde, unge, temmeligt gennemblødte pige, der afventende stirrede imod den gråhårede receptionist, med de grålige strømpebukser som skulle dække hendes knuder i lårene. Men Emma vidste de var der... Damer som hende, havde bare sådan nogen!
Med et tænkende udtryk i blikket og et intetsigende smil på læberne, lagde Emma armene over kors og betragtede blondinen midt i hallen. Hun lignede en, der lige var stået ud af en bus, for så lige at nå at blive gennemblødt på de to minutter, det tog at løbe helt over til indgangsporten. Da Emma ankom, var det solskin.

[Nemo]

Jeg rynkede let på panden, men fik så idéen selv at træde ud af pølen, før damen nåede det - og heldigvis, for hun strøg hen over gulvet med en klakkende lyd og standsede glidende foran mig. Jeg var ved at række armene ud for at gribe hende, men hun genvandt balancen selv.
,,Og du er...?" spurgte hun og glattede febrilsk sin hippe skolenederdel, sikkert et forsøg på at fremstå helt afslappet. Nå ja, hun kunne jo ikke vide, om hun havde med en eller anden sindssyg at gøre; måske lignede jeg også én, jeg gad nok se, om jeg kunne indhente min løbende make-up - eller om den allerede var i mål: helt nede ved hagen. Det var umuligt at mærke blandt alle dråberne.
,,Ne– ... Louise Halbæk. Eller, Graa Halbæk.." Jeg viftede affejende med en hånd, og da hun satte i bevægelse, skred jeg med hende hen over gulvet. Mine sko svoppede som en våd græsbund, når jeg satte sålen i stenet. Pigen ved indgangen lagde jeg først mærke til, da lyden standsede og ikke optog min opmærksomhed mere. Først var jeg chokeret: hendes ben, shit. Måske var hun i virkeligheden benløs og havde sådan et par jernstænger inde under... men så vidt jeg huskede tog huset ikke også handicappede til sig... Jeg smilede lettere spørgende og tænkte ufrivilligt på mine egne lår, som de sorte bukser klæbede sig ind til.

[Emma]

Da pigen lidt fra mig sagde sit navn, formede jeg en bobbel af det blå bobbeltyggegummi i munden og pustede, så massen blevformet som en rundt, luftfyldt kugle udenfor min mund. Louise Graa Halbæk. Sikke et ordinært navn. Ikke fordi det var upassende at have sådan et kedeligt, typisk, dansk navn - men hvis pigen skulle have et job i udlandet, ville folk ikke kunne udtale det om det så gjaldt hendes liv.
Så var det bedre at hedde noget overskueligt - Emma Clapton... Petersen. Men det kunne man jo altid skifte ud med det, ens kommende husbund havde. Om et engelsk efternavn var en af de vigtigste værdier ved mine kommende kærester, var ikke til at sige - jeg tænkte ærlig talt heller ikke særlig meget på at blive gift lige foreløbig. Men når det skete, ville det være fedt hvis vedkommende fyr ikke hed "Graa" til efternavn. Eller "Halbæk", for den sags skyld. Så ville chancerne for ikke at blive pisset af, når folk udtalte mit navn forkert, være minimale...
Tyggegummiboblen sprang, så snart den blonde pige lod blikket glide henover mig, og trænet i at tygge tyggegummi, som jeg var, fik jeg ikke noget på læberne da det skete. Jeg sendte Louise et svagt, forholdsvist imødekommende håber-du-vil-føle-dig-velkommen-på-galeanstalten-smil, og lod selv blikket glide hen over hende. Hun havde den samme dunjakke som jeg... min havde bare en lidt mørkere hætte, og var garanteret tørrere end den, hende den anden bar.

[Nemo]

Damen så ud til at skulle koncentrere sig vældigt, idet hun ledte efter det rigtige bogstav på tastaturet. Jeg spekulerede skiftevis på, om hun gjorde nar ad mig, bare ikke kunne finde Æ'et, og på pigens ikkeeksisterende deller. Jeg var dels skræmt, dels forarget og dels misundelig - det sidste fordi jeg, desværre uundgåeligt, var en normal pige med sans for det kønnere ideal. At fedtet var placeret på mine balder, lår og mave og knapt nok på det forventede sted, brystet, gjorde ikke det hele meget mere opmuntrende. I det mindste havde hun heller ikke nogen barm.
Gad vide om smilet var en eller anden mekanisme, som bare reagerede, når andre smilte tilbage. Gad vide om hun gik rundt med en optrækkerting i ryggen, så benene kunne bevæge sig ... Jeg blinkede et par gange og tvang blikket væk, da receptionisten henviste til 2. værelset på voksenafdelingen. Jeg nikkede bare og hankede op taskerne igen.

[Emma]

Pigen overfor mig så temmelig skræmt ud, da hun atter så over på mig. Det føltes egentlig lidt underligt at hun såden kunne blive ved med at glo, og jeg spekulerede lidt på om hun mon der var noget galt med mig. Selv, var hun jo ikke den smukkeste miss world, men hun var da kønnere end de fleste underlige folk, jeg havde set. Jeg så diskret ned af mig selv; jeg havde atter taget nogle stramme, sorte bukser på, fordi de fik mig til at se så dejlig slank ud. En rød, lettere falmende t-shirt med pucca-motiv var det, jeg havde på overkroppen, og som sko havde jeg et par sort-ternede vans; måske var hun lesbisk. Måske, var hun forelsket i mig - nej, hør nu! Hun havde kun set mig en gang - det kunne ikke...
Jeg slog tankerne fra mig, sukkede let og mærkede hvordan mine kinder pludselig var blevet lidt varmere, på grund af alle de tanker, der fløj gennem mit hovede. Så hankede jeg op i mig selv, trådte over mod den trappe, der var tættest på, og det lød sjovt da de løse sko floppede mod marmorgulvet. Imens jeg lagde et halvt øre til samtalen, trådte jeg op på det første trin, vendte mig om og så på den blonde Louise, som var blevet henvist til et værelse. Så skulle hun altså ikke arbejde her - vi var i samme båd. ,,Velkommen til," mumlede jeg kort for hovedet, med et afmålt nik og et temmelig tomt blik i øjnene.

[Nemo]

Jeg hev min taske sportstaske over gulvet, ubekymret med, at den slæbte over åen, som mine sko var med til at udvide. Guitarens taske holdt jeg oppe: tasken havde været dyr, og guitaren måtte ikke blive våd.
Damen måtte have bedømt mig som 'endnu ikke hjernevasket', eller sådan noget: hun gjorde i hvert fald ingen mine til at hjælpe mig nogen steder, men satte sig smånynnende ved computeren igen, så jeg mistænkte hende for at være på vej til at synge 'De første kærester på Månen'.
,,Ey," mumlede jeg lavmælt til pigen, der lignede en på min egen alder, måske et par år yngre og mindst ti centimeter smallere. ,,Voksenafdelingen, kan du ikke finde den?"

[Emma]

Jeg lod hovedet falde lidt på skrå. Voksenafdelingen. Det lød så... smart. Hvorfor kunne det ikke hedde "ungdomsafdelingen", så der ikke blev gjort så stor forskel på sekstenårige og... tjah, nittenårige? Så mange år var der jo heller ikke imellem, og jeg var fast besluttet på, at man først var voksen når man var femogtyve. For så var der fem år til pebersvends-trediverne, og så begyndte man at blive gammel. Provokerende... Hende overfor mig var sikkert ikke mere end tyve. Hun var også lav... og fladbrystet.
,,Yeah, den ligger deroppe," sagde jeg, vendte mig lidt og pegede op til højre for mig, over mod gangen. ,,Hvorfor?" Jeg hævede øjenbrynene. Jeg vidste godt hvorfor, men jeg havde intet andet at lave end at stå og stille dumme spørgsmål; og hvis hende overfor mig var vild med mig, kunne jeg jo godt bruge tiden på at vise hende, at jeg ikke var interesseret. Men... måske var det her den forkerte metode. Whatever; jeg havde intet at lave, og jeg havde ikke snakket med nogen hele eftermiddagen!

(Og her fryses ^o^)

[Nemo]

Jeg fulgte hendes finger mod en åbenstående dør: over tærsklen lå en gang, og jeg strakte halsen og syntes at ane en gang for enden. Hendes spørgsmål trak mit blik tilbage, jeg fulgte hendes eksempel og løftede det ene øjenbryn let i vejret.
,,Fordi.. der skal jeg hen..?" sagde jeg og drejede hovedet let, så jeg så skævt mod hende. Guitartasken begyndte at blive tung i hånden, og jeg hankede op i den og svang den over skulderen, i et øjebliks forglemmelse om, at min jakke også var gennemblødt.
Med tanken om at hun måske havde et eller andet socialt handicap, der gjorde, at jeg burde være venlig og positiv, smilede jeg sagte. Ikke at jeg ville gøre det, fordi man burde; på den anden side var det nok det fornuftigste. Desuden var jeg den nye.
,,Så.. dav, jeg hedder Nemo - eller, Louise, men.. mest bare Nemo."
Hvor dejligt forvirrende. Jeg standsede øjeblikkeligt med at forvente noget af hende, for den formulering virkede ikke troværdig.

[Emma]

Jeg lod min venstre hånd søge op til mit øje og fiske en irriterrende hårlok om bag øret, for så at nikke demokratisk med hovedet og se lidt ud i luften. ,,Det er vel logisk," mumlede jeg og lod nogle sekunder gå med at stirre ud af vinduet, hvor regnen langsomt var stilnet af. Et lettere skadefro smil gled over mine læber, da jeg atter så imod Nemo og lagde hovedet på skrå. ,,Nemo? Hmn. Så kan det jo være du bare var ude at få en svømmetur lige før, or what?" Jeg lo kort, men mente det egentlig ikke som nogen fornærmelse; Nemo var da et spøjst kælenavn, men ikke mere upassende end det, far kaldte mig. Sunshine... Joh, måske hjemme i Yankton, men her i Danmark regnede det jo hele tiden.
Jeg rømmede mig sagte, smilede bittersødt og præsenterede mig så for den regnvåde, blonde pige, imens jeg nød at stå på trappetrinnet, hævet over den anden. ,,Emma Clapton her, men du må gerne kalde mig Em eller Emmy - hvis du har lyst."

[Nemo]

,,Teh," mumlede jeg smilede let, i det mindste forvekslede hun mig ikke med hvalen i Befri Willy; og det var da klart et fremskridt. ,,Det kan man vel godt kalde det."
Jeg kunne ikke helt bedømme hendes alder, men gjorde forsøget. Udseendemæssigt kunne hun være alt mellem 14 og 20 - hun var lidt højere end mig, men stemmen talte et andet sprog, næsten bogstaveligt, og jeg skød på de cirka 15. Måske lidt ældre eller yngre... især med de tynde ben.
,,Aha. Ligesom rocksangeren?" Nå ja, nogen skulle hun jo identificeres med.

[Emma]

Det skadefro smil forsvandt hurtigt da pigen gav mig ret; jeg nikkede atter kort og rettede en smule på håret, imens jeg prøvede at undgå pigens blik. Øjenkontakt med piger var nødvendigt, absolout - men jeg kendte jo ikke denne Nemo, så jeg fandt det en smule upassende.
,,Yeah, Eric Clapton. Er du fan? Min far er vidst i familie med ham, et eller andet sted." Det var egentlig løgn. Eric Clapton var englænder, og far havde sagt, at han kun havde været i England en gang - men det behøvede Nemo jo ikke vide. Og hvem sagde det betød noget, om den kendte guitarist var beslægtet med mig? Hvem sagde, Nemo ville blive påvirket af det?
Jeg så mig let over skulderen, i håb om at yderligere underholdning snart ville dumpe ned af trappen; men til ingen nytte. Kun en sygeplejerske forsvandt hen langs gangen, og jeg drejede hurtigt hovedet tilbage, i retningen af blondinen.

[Nemo]

,,Nah, ikke rigtig.. han er måske bare lidt svær at undgå, ind i mellem." sagde jeg og trak på skuldrene, mens jeg rynkede panden let over hendes ord. ,,Dejligt," fortsatte jeg, og et eller andet sted var ironien til at spore.
,,Så, hvor længe har du været her?" Jeg drejede ubevidst emnet tilbage hertil, måske fordi jeg var nysgerrig efter at vide mere og interesseret i at høre, hvad hun var her for. Hun virkede temmelig normal, udover stængerne og det sindssygt velfriserede hår. Jeg gik et skridt udenom hende og mod gangen og regnede med, at hun fulgte efter; hvis altså hun var normal.

[Emma]

Jeg åbnede munden en smule over Nemos svar, men lukkede hurtigt munden. Men som jeg sagde; hvem sagde, det ville gøre indtryk? Det gjorde det åbenbart ikke... Og det var ikke til at skjule, at det skuffede mig en del. Men jeg trak bare på skuldrene, tyggede let på tyggegummiet i min mund og lænede mig en smule op af armlænet til trappen. ,,Omkring en uge," svarede jeg og fulgte pr. refleks efter den anden. Hun var ikke ligeså kedelig som jeg havde forestillet mig, og hvis jeg spillede mine kort rigtigt, kunne hun måske ende med at blive en af mine veninder. Og hvis hun gjorde, selvfølgelig; det måtte tiden vise. Jeg gad ikke spekulere på det nu, og fulgte bare efter Nemo da hun begyndte at gå op af trapperne... som sagt.

[Nemo]

,,Virkelig? Kommer der mange på det her tidspunkt?"
Min tendens til at suge viden til sig slog endnu en gang igennem. Jeg rynkede panden let over mig selv - hvor skulle staklen vide det fra. Nå, men jeg var i hvert fald blevet bekræftet: hun var en her på stedet. Gad vide, hvad der var med hende. Måske maniodepressiv? Skizofren eller med en psykose? Måske cutter, eller noget i den dur, det lå jo til aldersgruppen. Jeg kunne faktisk ikke huske, om de blev behandlet på et sted her - for psykolog skulle der til - men det var nok ikke voldsomt nok, hnn. Jeg huskede bare, at der havde været en farverig liste med sygdomme og lidelser, man kunne komme med her.
Jeg kunne selvfølgelig ikke vente på at møde min såkaldte kontaktperson. -Hvis det blev en hot fyr på 20, gjorde det ikke noget, men jeg havde svært ved at se mig selv med en 40-årig pædagogisk strikkedame. Min største frygt indtil videre? ... helt klart at havne i en klub, hvor der blev drukket te.
Selvom det var muntert at hengive sig til tankerne, fejede jeg dem til side og begav mig op ad første trappetrin. Flinke Emma gik med, hvilket jeg bare var glad for, det var dejligt med selskab. Jeg skulle også lære at finde rundt, mon ikke hun havde overskud og normalitet nok til at give en rundvisning...? Trods, det var hendes første uge. Whatever, det gjorde ikke så meget, jeg var glad.

(Sikke et tåget indlæg Oo Ben og Nemo - dårlig match, er jeg bange for. xD)